Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/106

Denne siden er ikke korrekturlest


STRID OM ERKESTOLEN l NIDAROS 99 prækestolen hans bestallingsbreve fra paven og kongens godkjendelse. Derved var han ,,indsat“ i erkebispeembedet. Men han forblev vinteren over i Bergen, hvor erkebiskopen havde sin egen gaard, oppebar der ,,palliehiaelpen“ af de andre bispedømmer og gav mange interessante responsa paa kirkeretslige spørsmaal, som dels vedgik ham selv, dels andre, Paa grund af krigen med Sverige anordnede han ritual for en daglig bøn om fred, saaledes som i pavens eget kapel, og han giver uddrag af den norske kirkes bodsbog for drab, hor, incest, sodomitteri, mened, barnedrab og forsømmelse af barnedaab. Dekanen Sven Eriksson og mange Nidaroskanniker var hos ham. Den 25. april l453 forlod Kaltisen Bergen for at reise til sit _ erkesæde. Biskop Torleiv i Bergen, provsten ved Apostelkirken, Alv Torgardsson, degnen og korsbrødrene fra Nidaros, ridderne Olav Nilsson, Peder Nilsson, Hans Krukow og flere fulgte ham. De var næsten en maaned underveis, og hans høitidelige modtagelse i Nidaros var vel forberedt, Pinsedags morgen tidlig (20. mai) kom de til byen, hvor geistlighed og folk modtog den nye erkebiskop i stor proeession; domkapitlet gik i spidsen, saa fulgte den udvalgte biskop [ens i Færøerne med Kristi legems sakrament, byens prester med hellige relikvier og folket med Olavsskrinet. Barfodet og grædende fulgte Kaltisen festtoget til domkirken, hvor de satte ham paa erke- bispestolen, og messen begyndte. Da den var over, førte de ham ind i erkebispegaarden, som nu havde staaet tom i to aar. Her saa det ilde ud ,,mest som i et f]øs“. Orjan Karlsson og hans flok havde lige før Kaltisens afreise fra Bergen faret voldsomt frem baade mod domkirken: erkebispegaarden og erkestolens avlsgaarde. Han var nu af Olav Nilsson drevet tilbage til jiimtland, men havde ført Henrik jensson og Olav Trondsson med sig som fanger. Dette oprører Kaltisen, og allerede anden pinsedag skriver han et flammende f brev til kong Karl og meddeler, at han ,,fandt erkebispegaarden totalt ødelagt, domkirken meget skadet og plyndret. kirkens avlsgaarde overalt nedrevet, kvæg af alle slags bortført, gods røvet fra Gud, saa at om del var hedninger, som havde raset mod Kristi arv, da havde de ikke kunnet fare værre frem“. Men det værste af alt var, at ,,k|erker findes fangne, blandt hvilke hin ærværdige magister Olav, som før blev valgt til erkebiskop i Nidaros, holdes tilbage, hvem det sømmer sig at frigive uden løsepenge, dersom man vil undgaa den almægtige Guds, det apostoliske raads og keiserlig majestæts indignation, da Herren byder: ,,Rør ikke mine kristne.“ Og aner: ,,Den som rører Eder, rører ved min øiesten," Den l. juni blev