Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/108

STRID OM ERKESTOLEN t NIDAROS IOI ning kongelig licens til at kapre og arrestere Kiilnske skibe og varer; i 1453 fratog han dem gods til en værdi af 2693 gylden. Sine beskyldninger mod Kaltisen belagde han med falske breve fra kardinaler og andre folk, som Kristiern havde tillid til. Desuden forfattede han et niclskrift mod ham, som blev sendt til kongen, biskop Torleiv i Bergen, kapitlet i Nidaros, Olav Nilsson og flere, som han vidste Kaltisen havde vundet. Nidskriftet gik ud paa, at paven ikke har ret til at forbeholde sig udnævnelsen af erkebisko- pen i Nidaros; dernaest at paven har sendt Kaltisen for at forraade land og rige til Karl, som havde bestukket ham med 4000 dukater, medens han al en kardinal i samme øiemed havde modtaget 2000 dukater; og endelig at kongen efter kirkeloven er berettiget til at modsaette sig Kaltisens udnævnelse til erkebiskop i Nidaros. Disse be- skyldninger hidsede naturligvis Kristiern op mod den nye erkebiskop i Norge, og de af Marcellus hævdede statskirkelige synsmaader faldt baade sammen med hans egne bestræbelser og med Baselkoneiliets dekreter og de paa disse hvilende kirkelige statslove i Frankrige og Tyskland. Et angreb paa Kaltisen syntes saaledes at skulle kunne hjælpe Kristiern til at faa sine statskirkelige planer anerkjendt afpaven. Efter sin norske haandfaestning skulde Kristiern i 1453 besage Norge, og der var ogsaa andre ting at tage vare paa end de stats- kirkelige interesser. Olav Nilsson var atter kommet alvorlig paa kant med hanseaterne, hvis hjælp Kristiern, som vi senere skal se, havde god brug for i krigen med Sverige. Kristiern stevnede da Kaltisen til at møde sig i Bergen i september. Kaltisen ad- lad og begav sig afsted sammen med dekanen og 4 kanniker. Hans forudsætning var, at han snart skulde vende tilbage til sit erkesæde; men han saa aldrig Nidaros igjen. I hans kopibog er optegnet de vigtige begivenheder, som nu fulgte. Kongen kom til Bergen den ll. september, ledsaget af dron- ningen, Marcellus og nogle danske rigsraader. Kaltisen mødte ham langt udenfor byen, hilste ham med stor ærbødighed og fulgte ved hans side op til kongsgaarden. Han blev tilsagt at møde i kongs- gaarden naaste dag kl. 3. Da han kom did, satte kongen sig ,,som paa dommersædet“ for at høre, hvem der havde retten til erke- stolen, han selv eller Marcellus. Vi kan forestille os Kaltisens for- bauselse over et saadant spørsmaal. Marcellus fik først ordet, og han lik tale i fred længe; men da Kaltisen skulde svare, blev han afbrudt snart af kongen, snart af Mareellus og snart af andre. ,,_leg tilføier, hvad der er tilstrækkeligt,