Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/113

106 STRID OM ERKESTOLEN I NIDAROS beskyldninger for landsforræderi oprøre ham, Det er intet under, at han opfordrer kongen til at atbryde enhver forbindelse med denne ,,løgnens søn“. Men det skulde gaa anderledes. Efter lange og pinlige for» handlinger med kongen gik Kaltisen tilslut med paa at nedlægge sit embede i pavens hænder, ikke i kongens, som Kristiern forlangte. Begge parter skulde skrive til Rom og efter aftale vise hverandre sine koncepter. Kaltisen holdt ord, men kongen og hans kreaturer inden det norske rigsraad ikke. Kun disses brevudkast er bevaret og dateret 15. oktober 1453. Raadets sammensætning ved denne leilighet viser dog, at Mareellus’s skandaløse intriger mod Kaltisen ikke har vundet bifald hos størsteparten af raadets norske medlemmer. De: er udlændingerne, som har været med paa dette modbydelige aktstykke, som endog giver sig mine af at tale det norske folks sag og hævde nationale synsmaader, og hvis sande væsen derfor er blevet misforstaaet af ældre historikere. Dets udstedere er den tvilsomme biskop Mattæus i Hole og den udvalgte biskop Sigurd i Stavanger, tidligere erkeprest i Oslo, samt holsteneren Hartvig Krummedike, som under dette kongebesøg er forfremmet til Norges hovmester (magister curiæ), og den svenske landsforræder Magnus Gren, som nu var blevet fehirde i Bergen efter Olav Nilsson, som af hensyn til hanseaterne var afsat. Disse to udlændinger synes ogsaa at være udnævnt til kongens ,statholdere“, og derfor præsenterer disse 4 mænd sig som ,kongelig majestæts statholdere, biskoper, prælater, ' baroner, adelsmænd, riddere og hærmænd og Norges riges raad og parlament af begge staender“. De melder, at der var stor harme i _ Norge over, at de havde faaet Kaltisen til erkebiskop, og at riget og kirken derved var kommet i stor fare. Kongen havde taget mod Kaltisen i det danske rigsraad og sendt ham til Norge uden at nogen norsk mand var spurgt, og denne nyhed havde ophidset folket mod kongen, som den der havde brudt sin ed paa, at han ikke uden og mod rigsraadets vilie skulde inddrage udlændinger eller med hensyn til dem handle anderledes end efter gammel sedvane, Der var blevet saadant oprør mod broder Henrik, at kongens embedsmænd neppe havde faaet berge erkebiskopen ud at deres hænder, Hele folket havde svoret, at de heller vilde taale død og ulykker og frafald fra den rette tro (:1: til den græske kirke!) end have broder Henrik til erkebiskop eller nogen anden, som ikke var valgt og kaldet af kirken og riget. De siger, at de ikke er gaaet over fra hedenskab til kristen- dom for at komme under trældomsaag. Og del var uret baade mod