Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/114

STRID OM ERKESTOLEN I NIDAROS 107 kongerne, som havde funderet kirkerne og givet dem gods, og mod dem som alle sine dage havde tjent disse kirker uden at faa lon for sit stræv. Norges rige havde altid været lydig mod det aposto- liske sæde og mod presteskabet. Nu havde dog Kaltisen endelig forstaaet, at han ikke duede til erkebiskop i Norge, hvor sederne var uvante for ham, og han var for svag til at taale slidet til lands og til vands under ustadig veir. Han havde derfor tilbudt sig at nedlægge sit embede i pavens hænder, hvortil ogsaa kongen og de fire rigsraader har overtalt ham. l hans sted ønsker kongen nu ~ modsat i 1450 - at magister Olav Trondsson skal udnævnes. Marcellus har han maattet sætte ud af betragtning, fordi Kaltisen paa ingen maade vilde godkjende denne som sin eftermand. Men Marcellus faar dog det gode vidnesbyrd, at det er i strid med sand- heden, at han under sit nuneiat skulde have gjort sig skyldig i for- skjellige misbrug og udskeielser, saaledes givet sig ud for pavelig ,,legatus a latere'. Dette og andet mere i dette frække dokument staar i et saa fjernt forhold til sandheden og de faktiske forhold, at vi faar gode tanker om de norske rigsraader, som ingen befatning har havt med det. Til at bringe paven dette brev blev udseet Marcellus’s sekretær Daniel Kepken, som nu var blevet kannik i Nidaros, og kongens danske kapellan Mogens Krafse. Kaltisen skulde derimod blive hos den nye biskop fra Stavanger, til der kom bud fra Rom om pavens ' afgjørelse. Men under et ophold i havnen Nauxøy ved Karmøen (17, oktober-26. november) bad Kaltisen kongen om at sende ham til Rom for at søge afsked og for at tale kongens og hans rigers sag hos kurien; ,,thi kong Karl har der mægtige velyndere, men der er ingen som forsvarer Eder“. Saavel kongen som begge rigers raad gik med paa dette, og Kaltisen slap at bo som fange i Stavanger. Paa Torben Billes skib reiste han tilbage til Kjøbenhavn. Sand- synligvis fulgte han kongen indom Oslo, hvor der i december blev holdt et dansk-norsk raadsmøde (dominus rex v in pleno concilio), ° som mægler forlig mellem biskop Gunnar i Hamar og Hartvig Krummedike med Oslo borgere (se s. 89). Et pavebrev, som den nye Oslobisp Gunnar Holk havde udvirket i Rom (15. juli 1453), viser, hvilke dimensioner striden mellem hr. Hartvig og geistligheden nu havde antaget. Gunnar Holk har nemlig paa egne ‘ og andre bispers og hele geistlighedens vegne i Nidaros kirkepro- vins klaget over, at nogle høvdinger, adelige riddere og lægfolk havde forglemt sin sjæls salighed, idet de røvede og okkuperede kirkegods,