STRID OM ERKESTOLEN I NIDARUS [09
riddere (altsaa i strid med Clemens V’s bulle). 2 At andrage om
aaresopreisning for Marcellus, som efter kongens erklæring har opført
sig med hæder i pavens erende. 3. At paven vil ophæve den
proces, som er reist mod Kristiern efter kong Karls anklage, som
er ganske ugrundet, da Karl er ophavet til al ufred i Norden.
4. At paven vil styrke freden mellem kongen og biskoperne, som
har den sedvane, at manddrabere, konedræbere, blodskjændere og
andre syndere, som løber til biskopens pønitentiar og bekjender,
før de fakkes af den verdslige øvrighed, derefter ikke kan straffes
af den verdslige magt, hvilket forekommer kongen absurd: thi man
negter ikke de strafskyldige at gjøre bod, men efter pønitens ihals-
blokken bliver de hængt. 5. Da meget trænger reformation i hans
riger, skal paven sende Kaltisen tilbage som legat med fuld myndig-
hed. 6. Private andragender fra kongen og dronningen og specielt,
at biskopen i Liibeck skal opnaevnes til dommer i dronningens sag
mod Karl om hendes svenske morgengave, da hun som enke den~
gang stod under pavens specielle beskyttelse. Endelig søges om et
afiadsprivilegium for Kallundborg slot, hvor saa mange kostelige
relikvier bevares.
Der er adskilligt her, som det maatte være pinligt for Kaltisen
at fremføre, og særlig maatte det falde ham tungt for brystet at an-
befale Marcellus til æresopreisning. Man faar det indtryk, at han
nu er træt af striden og længes efter at komme bort og faa lagt sin
sag frem for paven. Den 7. januar 1455 fremførte han kongens
andragendet, men uden fremgang hverken hos kardinalkollegiet eller
hos Nikolaus V (d. 24. mars l455) eller hos Calixtus (valgt 8.
april 1455). Den sidste sendte Mogens Krafse tilbage med et strengt
brev angaaende Marcellus, hvis sag to danske biskoper skulde under-
søge. Kaltisen forblev derimod i Rom, hvor han blev udnævnt til
korstogsprædikant mod tyrkerne, som i 1453 havde erobret Konstan-
tinopel. Som saadan reiste han nu et par aar omkring i Tyskland.
Marcellus vedblev, tiltrods for pavens uvilje, at beholde kong
Kristierns gunst og bearbeider nu i et par aar kurien med breve i
kongens navn for at fremkalde Kaltisens afsaettelse; de er fulde af
de eventyrligste oplysninger om Norge og norske forhold, I februar
l456 blev der sendt brev til Rom med svar paa pavens brev til to
danske biskoper om at undersøge og paadømme Mareellus’s sag.
Ud paa sommeren samme aar sendte kongen italieneren GEMINIANUS
Taevismus afsted for at faa erkestolen i Nidaros besat. Han fik
med sig breve til keiser Fredrik III, kong Alfons af Aragonien
Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/116
Denne siden er ikke korrekturlest