Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/117

110 STRID OM ERKESTOLEN 1 NIDAROS og kardinalen Torquemada for at faa deres hjælp til Nidarossagens afgjørelse efter kongens ønske. Senere (1. august 1456) sendte han Geminianus kopier af de gamle privilegier af Clemens V og Urban VI, som Mareellus havde ført i marken under Bergensdehatten 1453 (se s, 105), for at faa dem stadfæstet. Endelig skulde han s ge stad- fæstelse paa Nikolaus V’s bulle, som fritog kongens undersaatter fra at stevnes udenlands i første instans. Denne bulle blev ogsaa stad- fæstet af Calixtus Ill, men til de norske privilegier hører vi intet. Geminianus opnaadde ogsaa opfyldelse af to andre ansøgninger fra Kristiern, nemlig om stadfæstelse af bispevalget i Reval og den svenske provst Birger Magnussons afsættelse fra et kanonikat iRos- kilde, som Nikol:-1usV havde givet ham. Birger Magnusson havde været baade Kristiern og Marce11us's farligste modstander ved kurien. Derimod vilde paven ikke godkjende Kaltisens resignation, og heller ikke opnaadde Kristiern, at hans kandidat til Bergens bispestol, Ros» kildckanniken _]oAct-im Gaueee, som var valgt af kapitlet og alle- rede havde tiltraadt embedet, blev stadfæstet; han blev tvertimod straffet, fordi han mod de kanoniske regler havde tiltraadt før kon- firmationen. Derimod viste paven nu i gjeming, hvor lidet han brød sig om den norske krones angivelige rettigheder til at præsentere hiskoper i Norge, idet han udnævnte italieneren dr. PAULUS JUSTINIANI til biskop i Bergen. Dette var jo en ligefrem haan mod alle stats- kirkelige bestræbelser fra Kristierns side. Men dr. Paulus over- bragte dog et mundtligt løfte fra paven, at han ikke herefter vilde disponere over geistlige embeder i hans riger uden først at have indhentet kongens samtykke eller ialfald spurgt om hans ønske. Et saadant løfte havde ogsaa Nikolaus V givet Kristiern i 1452. Dette var et tydeligt vink til kongen om at slaa ind paa en ny kirkepolitisk bane: Han vilde intet opnaa ved at kjæmpe for kapit- lernes valgret og udnytte denne for sine formaal; men han kunde opnaa meget ved at anerkjende pavens provisionsmyndighed og sam- arbeide med kurien. Dr. Paulus havde af paven ogsaa faaet det vigtige hverv at mægle fred mellem Kristiern og Karl; men da han sommeren 1457 kom til Norden, var Kristiern allerede valgt og kronet til svensk konge, Nogen maegling var forsaavidt overflødig, og paven gjør intet forsøg paa at støtte Karl. De svenske intriger ved kurien merker tnan intet til i de følgende 20 aar. Kristiern optræder med megen selvfølelse. Han skriver 21. september 1457 fra Stockholm til kardinal Colonna, at han nylig har meddelt pavens svar i Nidaros-