Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/125

118 KRISTIERNS HANSEPOLITIK l 1450-AARENE raad om at være kjøbmanden lydig. Den 6. september meldte sko- magerne, at kongen vilde, at de skulde være under ham og giøre, hvad han eller hans folk krævede til kongens tjeneste, og de fore- spørger om kjøbmanden vil beskytte dem mod disse kravt Kjøbmanden svarede, at de vilde gjøre, hvad de kunde; skomagerne skulde bruge de gamle privilegier saaledes, at hvad der hændte den ene, det hændte den anden. Skomagerne fandt dette svar utilfredsstillende og erklærede, at de ansaa det for tryggest at lyde kongen. Da kjøb- manden den 9. september havde faaet sit etaarige privilegium af kongen, sammenkaldte de amterne og spurgte, om de vilde blive hos kjøbmanden og bruge stædernes privilegier, hvortil alle samstemmig svarede, at de med liv og gods vilde blive hos kjobmanden. Men samme dag havde 6 tyske skomagere været paa kongsgaarden og paa hele kompaniets vegne svoret kongen og landet troskab og at følge kongen eller hans foged med sin styrke, hvor det var nød- vendigt, undtagen til Island og udenlands. Herpaa fik de kongens vernebrev, hvori deres ældre privilegier blev stadfæstet, og de lik ret til at kjøbe og sælge alslags varer som bymænd. Men som disse skulde de ogsaa deltage i alle udbud og undersaatlige pligter og til gjengjæld forsvares af kongens ombudsmænd. Deres stilling blev saaledes væsentlig den samme, som de havde havt i det 14. ` aarhundrede og som Olav Nilsson under forhandlingerne i 1447 forgjæves havde søgt at føre dem tilbage til. Nu var dette ialfald foreløbig lykkes, Men skomagerne holdt sit særprivilegium hem- melig for kjøbmanden, og paa et møde den 15. februar 1451 negtede de at udlevere det eller give nogen kopi af det; de blev derfor stevnet til Liibeck 14 dage efter paaske. Den 26. mai 1451 tog 9 skomagere (af 60) afsked fra Skomagerstrædet og ligesaa (12) skippere, som aabenbarede for kjøbmanden, hvad skornagernes særprivilegium gik ud paa. Begge parter sendte i 1451 sine prokuratorer og vidtløftige klage- skrifter til Liibeck, hvor sagen imidlertid ikke blev paakjendt, men den 19. mai 1452 meddelte de vendiske stæder begge parter, at de skulde holde fred til paaske (28, mars) 1456. Skomagerne skulde være lojale mod kjøbmanden, hvis de ikke vilde blive ti-edløsei hansestæderne. Sagen var, at de vendiske stæder nu havde vigtigere ting at varetage end at befatte sig med kjævlet mellem skomagerne og kjøb- manden i Bergen. Der var udbrudt krig mellem Danmark-Norge og Sverige, og stædernes privilegier var endnu ikke stadfæstet,