Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/127

120 KRISTIERNS HANSEPOLITIK 1 1450-AARENE Hvad der egentlig har voldt Olav Nilssons fald, er ikke godt at gjennemskue. Han havde jo været Kristiern en god støtte i Trønde- lagen, hvor han to gange havde fordrevet Orjan Karlsson. Hvis det er hanseaternes klager, som har styrtet ham, da er kongen nu aabenbart mere lydhør overfor disse end i 1450. De hanseatiske kilder kan imidlertid fortælle, at Olav ved flere leiligheder ogsaa skal have vist sig opsietsig mot kongen og negtet ham skyldig lydighed. Disse beskyldninger bestyrkes af den landefredsforordning, som kongen udgav i Bergen den 10. oktober 1453 og som aabenbart er rettet mod Olav og hans tilhængere, Den forbyder baade geistlige og gerdslige fogder at ,,beskatte, true eller med nogen svig at paa- føre almuen sekt eller sagøre udover, hvad lovbogen og kristenret- ten tilsiger“. Den verdslige ombudsmand som handler herimod, skal afsættes fra sit embede, saalænge som kongen vil, og de geistlige skal negtes rettens hjælp, indtil de har gjort ret mod dem, som de har krænket; dertil skal de bøde den store kongebod (13*/s mark). Fremdeles forbydes ulovlig konfiskation og røveri tillands og til- vands; alt saadant skal alvorlig straffes; hvis nogen huser eller hie- , ler en aabenbar ugjerningsmand, skal han ansees med samme straf som denne. Magnus Gren, kongens fehirde iBergen, og flere andre af kongens raad har fuldmagt af kongen til at haandhæve loven i kongens fravær. Under opholdet paa Akershus (I I. december 1453) \ stadfaestede han paany rostockernes privilegier i Oslo og Tønsberg, indtil det kommende møde med hansestaederne. Olav Nilssons afsaettelse bragte dog ingen forsoning mellem Kristiern og stæderne. Tvertimod blev forholdet mellem dem i lober af 1454 saa spændt, at en hansedag i Liibeck (sommeren 1454) sendte kongen et ultimatum. Det danske rigsraad formanede nu til eftergivenhed; men hvad hjalp det, saalænge kongens egne folk (OlufAx- elssøn paa Gotland og kongens bror grev Gert) gjorde stæderne rasende med sine sjørøverier. Følgen herav var at stæderne vaa- ren 1455 paa det strengeste forbød enhver samfærdsel med de nordiske riger, og Llibeck sendte fredsskibe i sjøen. Ved denne energiske optraeden vilde man tvinge Kristiern til et opgjør med stæderne, før stilstanden med Karl Knutsson udløb (25. mai 1455). Karl søgte ogsaa af al magt at faa Kristierns forskjellige fiender over paa sin side. Denne udsigt tvang endelig Kristiern til at æn- dre sin politik overfor stæderne og søge en udsoning med dem. l midten af mai 1455 mødte Kristiern og det danske rigsraad i Flensborg sammen med raadssendebud fra Liibeck, Rostock, Stral-