Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/13

fi KRISTOFFER SOM UNIONSKONGE tid skal der desværre have været megen trætte, kjæremaal og tvedragt her over alle disse vore riger og synderlig mellem fogder, embeds- mænd og al menig almue. Desligeste have vi ogsaa nu i denne vor tid hørt desværre mange rette klagemaal og dele (sagsanlæg), som givne har været over vore og andre gode mænds fogder og embeds- mænd. Saa har vi og hørt mange rette kiæi-emaal, som kærde have været menligen over vor menige almue her i riget, som skeet er for deres store ulydighed og overdaadighed (:1: overmod) og derhos, at de ikke rettelig vil udrede til vore fogder og embedsmænd og deres egne herrer og 'husbønder det, som de med rette bør atsgjøre paa vore vegne og deres egne herrers og husbønders vegne, hvilket som l alle vel vide, at vi ingenlunde lide maa og med Guds hjælp ingenlunde lide ville, men gjøre dertil det, som os bør." Derfor byder og befdler han alle sine fogder og embedsmænd, at de skal leve kjærlig med hverandre og lade sig nøie med lov, ret og skjel, under trusel af vedbørlig straf. Hvis nogen foged eller embeds- mand gjør nogen mand vold eller uret, fattig eller rig, særlig med ulovlig gjesteri eller ulovlig beskatning mod landets lov, da skal han være viss paa, at han vil blive alsat og ikke være værdig til at have kongens slot eller len i sit verge. Det samme skal ramme adelens fogder og embedsmænd. Paa den anden side indskjærper han al- muen dens pligt til at være kongens fogder og embedsmænd hørig og lydig og dertil sine egne herrer og husbonder (adelige og geist- lige jorddroner) og gjøre dem alle god rede efter lov og ret; ellers skal de haardelig straffes, som vedbør. Sine fogder og embeds- mænd byder han, at de ikke skal holde eller forsvare andres ,,vord- nede" (husfolk, underordnede) eller tjenere, som ,,med uminde“ er skilt fra sin herre, medmindre de ,,forborger“ sig at stande til rette; særlig skal de ikke antage sig udaadsmænd, som forrædere, mor- dere, mordbrændere, tyve, røvere, kirkebrydere, voldtagere og deslige. Endelig opretholdes den gamle regel fra unionsbrevet af 1397, at den som er gjort fredløs i Danmark, biltog i Sverige eller utlæg i Norge, skal ogsaa være fredløs i de andre unionslande, og enhver misdæder skal kunne hindres og dømmes der, hvor hans gjerning paakjæres. Samtidig udgav han et latinsk mandat til biskoper og sognepre- ster i alle tre riger, at de i alle kirker og paa alle retsmøder skulde publicere den ovennævnte landefredsforordning og derhos et almindeligt forbud mod vaabenbyrd (bortseet fra ,,daglige knive“) udendørs i borg eller by, paa ting og i bryllup, i gilde, møde eller kirke. Overtræ- dere skal straffes med kirkeligt bann og straf i tilfælde med støtte af