Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/25

18 NORGES REISNING MOD HANSEVAELDET ,,byret“ som ,andre undergivne folk og nordmænd, som er født i landet“. Det andet punkt gjaldt skomagerne alene, at.enhver af dem med settered skulde benegte, at de ikke havde solgt skotøi dyrere end det var ,,sat“, hvis det var almindeligt skotøi; finere ar- beide kunde sælges dyrere efter sit værd. Til disse punkter er rid- deren Olav Nilsson den største aarsag, ,,hvem vi dog har giort meget godt“. Skomagerne bød sig i rette, hvis der var nogen an- klager mod nogen af dem. Men at lade sig drive til ed, hvor ingen anklager optraadte, det havde de aldrig oplevet og aldrig hørt om, og det vilde de paa ingen maade underkaste sig. Da ingen klager meldte sig, tilbød de sig for anden gang for rigets raad, at de skulde indstevne et ,,almenningsting‘ til byen i anledning af det onde rygte som gik om dem. Var der da nogen, som klagede, skulde de staa ham til rette. Men ogsaa dette blev negtet, og Olav Nilsson forbud skomagerne fra dette øieblik at udøve sin næringsvei. Den tredje dag blev der holdt ting, hvor byfogden svor selvtiende, at han havde hørt rygtet, men vidste ikke, om det var sandt. Dette var ganske eher bylovens forskrift (IV, 23) om ,,heimrygtesvidnesbyrd“, men oldermændene har alligevel forebragt denne ,,uhørte vold og tvang“ for kong Kristoffer og stædernes sendebud, forat disse kan opnaa hos kongen, at deres kjøbmænd, haandverkere og tienere, som altid har staaet under stæderne og nydt godt af deres privilegier, frem- deles maa beholde denne ret. Men tiltrods for denne appel har byretten i Bergen dømt, at enhver skomager, som ikke vilde aflægge renselsesed selv siette, skulde bøde S ørtuger og I3 mark (7*/, mark og 5 skilling lybsk). Den 26. iuli s. a. sendte Lilbecks raad et brev til Olav Nilsson, hvori de anmoder ham om at indstille enhver forfølgelse af kiøb- mændene og haandverkerne, indtil kongen og stæderne har faaet forhandlet om sagen; de vilde da forklare for kongen, hvad de i sin tid forklarede for dronning Margrete. l slutningen af iuli reiste et lybsk gesandtskab til Kjøbenhavn for at underhandle med kong Kristoffer ogsaa om denne sag. Kon- gen lovede, at der ikke skulde foretages noget nyt mod tyskerne i Bergen. Men Olav Nilsson kunde med rette hævde, at han ikke foretog noget ,,nyt‘; han haandhævede kun byens lov og ret. Sommeren 1443 havde ogsaa bergenserne sine sendebud hos kongen, som den 15. august stadfæstede alle byens gamle privilegier og byloven med trusel om brevbrudsstraf over alle, som bryder dem. Alle udenlandske haandverkere skal yde bordleding efter