Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/30

NORGES REISNING MOD HANSEVÆLDET 23 skernes erobring af den indenlandske sjølart og handel gjennem straamaend. Nordmænd skal have samme ret til at handle paa stæ~ deme som kjøbmanden i Norge. Alle haandverkere skal svare for byretten og de udenlandske ud- rede leding; skomagerne skal ikke tilstoppe Vaagen. Kongens mynt maa ikke vrages, og Tønsbergs vegt skal gjælde over hele Norge. Bryggekjøbmanden skal holde sig til Bryggen og hverken eie eller leie hus paa Strandsiden. Alle disse punkter havde rigsraadet ,,med myndig bud og beseglet brev“ sendt ned til kongen, som den 4. december 1444 under sit store majestætssegl derom udgav en forordning, som blev grundlaget for den nationale handelspolitik idet følgende aarhundrede; men den blev samtidig udgangspunktet for en diplomatisk feide med hanseaterne, som er den interessanteste episode i datidens norske historie, og som vi derfor maa omtale nærmere. Den 10. december opnævnte kongen - som foran nævnt - en rettertingskommission for Trondhjems, Bergens og Stavangers stifter og giorde hr. Olav Nilsson til kommissionens formand i sit sted. Den skal overvaage retspleien og bringe ledingen ,,og andet landets vern" i orden. Uvist af hvilken grund blev handelsforordningen af 4. december 1444 ikke kundgiort i Bergen for juni 1446. Imidlertid havde kon- gen og hans norske rigsraad den 25. september 1445 stadfæstet stædemes norske privilegier og samme dag ogsaa deres privilegieri Sverige. Dette skede under et stort raads- og hansemøde i Kjøben- havn i anledning af kongens bryllup med Dorothea. Til en begyn- delse var kongen i daarligt humør, hvilket ikke mindst synes at have sin grund i de nationale rigsraaders misnøie med, at Kristoffer - som foran navvnt (s. 5) — holdt et ,,geheimeraad" af bayrere, med hvem han drøftede alle vigtigere sager, tør de blev forelagt det nationale eller unionelle rigsraad til afgjørelse. Saadan gaar han ogsaa frem under bryllupsmødet 1445. Staadernes sendebud indfandt sig i Kjøbenhavn i begyndelsen af september. Liibeck, Rostock, Stralsund, Wismar, Thorn og Danzig var repræsenterede, og de begjaerede, at kongen skulde afgjøre privi— legiespørsmaalet før bryllupet. Men herom vilde kongen intet høre, og han var saa uhøflig mod tyskerne, at disse var uvisse om de over» hovedet skulde deltage i bryllupsgildet, hvortil blot Liibeck havde faaet indbydelse. Imidlertid fik de alle indbydelse til slottet, hvor de