Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/38

NORGES REISNING MOD HANSEVAILDET 31 og til samtykke herpaa holdt enhver op sin haand.“ ,,Dette skede tiltrods for stædernes privilegier“, sier den tyske klage, Efter dette møde havde lagmanden paa Steig (Nordland) og andre nordfarere et møde med kjøbmandens oldermaend og spurgte, om kjøbmanden tænkte paa at kraenke nordfarerne eller andre, fordi de havde underkastet sig kongens brev, som de altid maatte adlyde. Kjøbmanden svarede, at de ikke vidste om nogen feide eller uven- skab med dem; men de vilde melde til stæderne, hvad der veder- fores dem. Den 4. oktober 1446, da stædernes handelsflaade var kommet til Bergen, mødte kjøbmandens formaend for rigsraadet idomkirken. Under forhandlingeme spurgte kjøbmandens oldermand, om kjøbman- den i fred og sikkerhed kunde sidde, fare og komme paa stfedernes privilegier, som han fra gammelt havde gjort; thi de sager som var berørt i majestaetsbrevet, havde kjøbmanden appelleret til kongen og stæderne og de tre rigers raad. Paa rlgsraadets vegne svarede Olav Nilsson, og idet han tog kjøbmandens oldermand i haanden, udtalte han: Kjøbmanden skulde i fred og sikkerhed ligge, fare og komme til St. Hans dag (1447), uforstyrret fra begge sider, men majestaetsbrevet af 1444 vilde de haandhæve. Til naevnte tid skulde der holdes et rigsmøde, hvortil alle klagere (anwaldigen) og kongens ombudsmænd 5 Norge skulde komme, og de vilde indbyde kongen til mødet; men enten kongen kom eller ikke, saa skulde hans rigsraad være ,,fuldmægtig“ til endelig at af- gjøre alle ting, De som havde forbrudt sig, skulde bøde. Hr. 0lav vilde opskrive sine klagepunkter, og det samme skulde tyskerne gjøre; de som i mellemtiden forbrød sig i sager, som ikke var appelleret. V skulde stande tilrette efter lovbogen, Med disse forord lovede de hverandre fred og sikkerhed for liv og gods til St. Hans 1447. Men kjøbmandens oldermand tog der forbehold, at kjøbmanden ikke havde fuldmagt til at aftale nogen saadan dag uden sttedernes lov eller mandat, og de vilde ikke paa anden maade samtykke nogen dag, men de vilde tilskrive sttedeme derom og gjøre, hvad disse bestemte. Imidlertid lod hr. Olav Nilsson senere paa vinteren før julen 1446 ,,taksaette“‘ nogle tyske kjøbmænd til at møde paa lagmandens ,,stevne" angaaende sager, som var appelleret, nemlig angaaende myn- ten, og agtede at gjøre saa med Here. Kjøbmandens oldermand fulgte dem til stevnet (,,raadstumøde") og paastod, at myntsagen hørte til de punkter i Forordningen af 1444, som var appelleret til kongen, ‘ :1: afkraeve dem borgen for at mode i retten.