Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/52

NORGES REISNING MOD HANSEV/-ELDET 45 Hertil svarede kongens raader, at de havde kongens fuldmagt til al redelighed, men hans land og folk, som altid havde været under ham, havde de ingen magt til at opgive, og de fremholdt, udførlig, at amterne efter lovbogen hørte under kongens foged, og det vilde de aldrig opgive. Staedernes sendebud svarede hertil, at amterne i Bergen fra gammelt havde staaet under kjøbmandens rettighed, og de havde ingen befaling til at opgive det. Ligesaa støttede de artik- ler, som de var uenige om, sig direkte paa privilegierne, som de ikke kunde opgive, udvide eller forkorte. De bad derfor om at komme for kongen og høre, hvilket svar han vilde give dem. Heri var raaderne enige. Om eftermiddagen kom sendebudene til Kjøbenhavns slot paa ,,den nye sal"; der var kongen med sine raader forsamlet, og hr. Erik Nilssøn tog ordet og sagde: ,,Naadige kjære herre! Da Eders naade har opnævnt mig og andre Eders raader til at forhandle med de ærbare sendebud-fra stæderne om de tvistigheder, som der er mel- lem hr. Olav foged og kjabmanden i Bergen, saa har vi alle beslut- tet nogen artikler, som Eders naade vil behage at høre." Herpaa svarede kongen intet. Wilhelm von Calven tog da ordet og mindet kongen om, at han for havde erklæret, at han vilde lade stæderne og deres kjøbmand beholde sine privilegier, friheder og gamle gode sedvaner. ,Men nu forstaar vi af Eders eriige raader, at de tænker at have amterne i Bergen under Eders kongelige ret, uagtet de altid har været under kjøbmandens rettighed og stædernes privilegiers beskyttelse. Herom beder vi Eders kongelige naade tjenstlig paa stædernes vegne, at I vil lade amterne fremdeles blive hos kjøb- manden og os efter slig gammel god sedvane.“ Efter lang raadslagning lod kongen stædernes sendebud atter komme for sig. Der stod Olav Nilsson, foged i Bergen, og sagde paa dansk: ,Naadige herre! De erbare fra stæderne har ofte anklaget mig i Liibeck overfor Eders naade. Saa staar jeg nu her for Eders naade og vil ikke negte dem eller nogen at stande til rette for nogen an- klage, den gjælde liv, ære eller gods; derom skal Eders naade og de eriige sendebud fra stæderne være mine dommere at give og tage ret.“ Hr. Otte Nilsson spurgte da sendebudene, om de havde forstaaet hr. Olav. Disse svarede: ,,Nei.“ Hr. Otte forklarede da paa tysk, hvad hr. Olav havde sagt, og at kongen og hans raad syntes, det var et ,,fuldt tilbud“. Kongen og hr. Olav begjærede derfor paany, at han maatte vederfares ret af kjøbmanden og amterne i Bergen