Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/55

48 NORGES REISNING MOD HANSEVÆLDET som ogsaa erklærede sig villig til at ophaeve tolden; men før sin død synes han ikke at have sat dette løfte i kraft. Efter opfordring fra Danzig maatte høimesteren 1446 klage til Kristoffer over Erlend Endridssons og Olav Nilssons folks ulovlige konfiskation af havarerede danzigske skibe og gods. En danziger- skipper, Steffen Smit, som var paa reise til Flandern, havde den 30. november 1445 søgt nødhavn i Sirevaag (Jæderen), hvor hans skib den 13. december blev visiteret af Erlend Endridssons og Olav Nils- sons kaperkaptein jesse Lauritsson og hans foged Sivert Bagge paa Hestbø (Finnøen i Ryfylke), under paaskud af at det havde engelsk gods inde, hvilket skipperen beviste med skibspapirerne ikke var tilfælde. Men da kappede nordmændene skibets Iandtaug, saa det drev paa land og forliste, og jesse Lauritssons folk bemægtigede sig nu det ,,bergede" gods og delte det som bytte, mens de førte skibs- baaden til ,,hollænderne i Raegefjord"; hr. Erlend lastede sin snekke med vraggods, medens Sivert Bagge konfiskerede resten, Nogen uger tidligere havde hr. Erlend, som ogsaa var forlenet med Sogn, kon- . llskeret et andet danzigerskib, som var drevet ind til Utvaar, 'under paaskud af, at det var ,,vraggods og nordfargods“. Klagerne til Kristoffer havde den virkning, at han gav Erlend og Olav ordre til nt udlevere skibene og godset, forsaavidt de befandt sig i deres be- siddelse. Disse begivenheder viser, at baade Erlend Endridsson og Olav Nilsson har holdt en effektiv kystvagt, som vistnok ofte udartet til sjørøveri. Kong Kristoffers hansepolitik har af tidligere historikere været berømmet for sine bestræbelser til hansevaelclets begrænsning og den nationale handels fremhjmlp. Den danske historiker William Chri- stensen har fortjenesten af at have reduceret kongens fortjenester paa dette omraade til sit rette omfang. Den kraftige reaktion mod hanse- vældet i I440-aarene udgik ikke fra kongen og hans omgivelser, men fra det norske riksraad og støttede sig til en udbredt misnøie blandt det norske folk. Det var under pres fra det norske raad, som heri synes at have faaet støtte hos det danske, at Kristoffers antihansiske lovgivning kom istand. Men naar det i I447 kom til stykket, lod han modsætningen mellem denne lovgivning og stazdernes ,,sedvaner" blive staaende uformidlet og overlod det til fremtiden at løse de knuder, han selv havde knyttet. Hans optræden er mere dikteret af øieblikkets stemning eller behov end af giennemtænkte politiske planer.