Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/60

53 V. KRISTGFFER AF BAYERNS FORI~IOLD TIL KIRKEN. - HANS INDRE STYRELSE, DØD OG EFTERNIÆLE atidens store kirkelige spørsmaal var striden mellem pave D Eugen IV og reformkonciliet i Basel. Dette havde i 1430- aarene sympatien paa sin side, men i 1440-aarene gik det stadig nedad med dets anseelse og indflydelse. Konciliarismens ide var, at det absolute paveherredømme skulde afløses af et konstitutionelt, som stillede paven under det almindelige koneilium, og hver pave skulde med sin ed erkjende dette. Det er den samme tendens, som paa statsrettens omraade finder sit udtryk i rigsraadets og stænder- repræsentationens udvikling til selvstændige statsmagter ved siden af kongen eller fyrsten. Baselkonciliets demokratiske sammensætning ~ dets flertal bestod af lavere geistlige og doetores - var ogsaa gun- stig for disse tendensers endelige seier. Men konciliet forspildte sin sympati, da det i 1439 afsatte pave Eugen IV og valgte en ny, Felix V. Derved førtes kristenheden atter op i det kirkelige schisma. som havde været det 14. aarhundredes ulykke, og hvis endelige af- skaffelse havde været reformkoneiliernes hovedopgave. Under schismaet lykkedes det Eugen IV mere og mere at hævde det ab- solute pavedømme, og han døde som seierherre 23. februar 1447. Den 7. april 1449 nedlagde Felix V sit embede og de hos ham i Lausanne forsamlede rester af Baselkonciliet valgte den nye romerske pave Nicolaus V, hvorpaa konciliet opløste sig. Samtidig med at de Heste europæiske fyrster stillede sig neutrale til schismaet og formelt fastholdt Eugen IV’s pontifikat, søgte Frank- rige, Tyskland og Aragonien at indføre i sine nationalkirker de vig- tigste af Baselkonciliets reformdekreter. Dette skede i Frankrige ved den saakaldte ,pragmatiske sanktion“ i Bourges af 7, iuni 1438, Den ophøier 23 bestemmelser i Baselkoneiliets reformdekreter til fransk rigslbv og blev grundlaget for den franske nationalkirkes for- fatning lige ned til begyndelsen af det 19. aarhundrede. Sanktionen optog uforandret dekreterne om konciliets overhøihed over paven, om regelmæssige almene koncilier, om de pavelige reservationers (embedsbesættelsers) begrænsning og annaternes fuldstændige afskaf- felse. De franske statsmyndigheders kirkelige iurisdiktionsret blev udvidet, og hele løven blev stillet under Parisparlamentets vern. Det var en kirkelig statslov, som hvilede paa Baselkonciliets autoritet,