KRISTOFFERS FORHOLD TIL KIRKEN
gardsson; efter engelskmanden Jon Bloxwich i Hole, som resignerede 1441, kom nordmanden Gotskalk Kønekasson, tidligere prest i Lardal og Gran og korsbroder i Hamar. Uagtet paven allerede havde udnævnt englaenderen Robert Wodborn til Jon Bloxwichs eftermand, bliver Gotskalk den 3. november 1444 anerkjendt af 14 nordislandske prester, da han fremlægger erkebiskop Aslaks og Kristoffers breve; ogsaa disse godkjendes, bortseet fra tilbagekaldelsen af de forrige biskopers kvittancer. I begyndelsen af 1440»aarene foregaar ogsaa bispeskifter paa Grønland (Gregorius) og Færøerne. hvor en svenske (Henning) ansættes. Under Kristoffers norske regjering foregaar kun et bispeskifte i Norge, nemlig i Stavanger, hvor den dygtige og alvorlige kirkemand Audun døde den 3. november’ 1445. Allerede ll dage senere valgte kapitlet enstemmig sin medbroder Gunnar Eriksson, sogneprest paa Hauskeid (Rennesøy), til Auduns eftermand. Efter valget, som foregik i sakristiet foran ,,det gamle alter", sang de ,,Te Deum Iaudamus" og førte den valgte til ,,tronen“ foran høi- alteretf Men Gunnar tillod ikke (paa grund af ydmyghed), at man satte ham i bispesaedet; ,,thi han rødmede over at indtage dette“, før han havde modtaget erkebispens beslutning, Imidlertid lod kapitlet straks valget kundgjøre ,,for kleresi og folk“ og begjærede erkebispens konfirmation, Ved dennes erhvervelse er Gunnar fast i bispesædet. og vi hører intet om nogen pavelig stadfæstelse. Til noget kirkeligt liv og rørelse hører vi forøvrigt intet i vore hjemlige kilder. Provinssynoderne, som erkebiskop Aslak havde samlet i 1435, 1436 og muligens ogsaa 1438, har ikke holdt møde under Kristoffer; erkebiskopens tiltagende alder har vel slappet hans energi. Et vidnesbyrd om nyt kirkeligt liv faar vi i et pavebrev af 27. april 1446, som angaar dominikanerne i provinsen Dacia. Disse har foreholdt paven, at der var saa stor tilstrømning af troende til deres provinskapitler, at der ikke var prester nok til at høre skrifte- maal; de sagte og fik derfor tilladelse til at indvie indtil 12 nye prester. Om denne bevægelse har udstrakt sig til Norge, foreligger ingen op- lysning. 1 Danmark opnaaede erkebiskop Laxmand ved kongens kroning i 1443 betydelige økonomiske begunstigelser for kirken i _|y1land, og biskoperne fik ret til at reformere klostrene i sedelig henseende, begge lovbestemmelseri reformvenlig retning og af samme art som sanktionen i Bourges, Da Hans Laxmand døde samme aar, mistede imidlertid reformbevægelsen sin fører og døde hen. Om de indre tilstande forøvrigt i rigeti disse aar er der ikke stort at tilføie til det billede, som vi allerede har faaet gjennem forhand»
