Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/64

HANS INDRE STYRELSE, DØD OG EFTERM/ELE 57 maatte spise barkebrød; derfor kaldte svenskerne ham ,,barkekon- gen“. Traditionen beretter, at han paa sit dødsleie pegte paa pengekisten og sa, at skatten var opsamlet til et erobringstog mod Liibeck, hvilket visselig er opspind. Efter traditionen har Kristoffer været ,,en letlivet, godmodig, liden og tyk herremand" (Erslev). I sin politik er han vaklende og vil gierne gjøre det parti tillags, som han i øieblikket har for sig. l det store opgjør mellem hanseaterne og Olav Nilsson i 1447 griber han tilslut til det tvetydige sprog, som skulde stille begge parter til» freds. men som derfor ikke tilfredsstillede nogen. Men undertiden forstaar han dog at sætte sig i respekt ved en energisk og resolut optræden, saaledes baade overfor Holland og England. Hvormeget dette skyldes ham eller hans raadgivere, lader sig imidlertid ikke afgjøre. At han har havt vel uddannede og oplyste kancelliembeds- mænd, viser blandt andet hans brev til Henrik VI af 1443 om islandsfarten (se s. 51). ” Vl. STRID MELLEM SVENSKE- OG DANSKEPARTIET I NORGE. — KRISTIERN AF OLDENBORG OG KARL KNUTSSON VÆLGES TIL KONGER I NORGE her kong Kristoffers død foreslog det danske rigsraad et møde E med det svenske og norske raad i Halmstad for at vælge en fælles konge. Men heraf blev der intet. Svenskerne valgte den 20, juni 1448 med 63 af 71 stemmer sin tidligere rigsforstander Karl Knutsson til konge. Hans hyldingssten paa Mora eng bærer den talende indskrift, at han er en ,,ridder af svensk nationalitet“. Hvilke politiske anskuelser der dengang raadede inden Sveriges aristokrati, faar vi et begreb om ved at læse kong Karls beretning om sit valg og kroning. Han oplyser, at clen svenske rigsforstander Bengt Jonsson Oxenstierna kom med den bemerkning, at det var bedst at vælge et barn til konge; thi han havde læst i mange krøniker, at det aldrig stod bedre til i riget, end naar man havde barn til konger og gode, vise forstandere baade for konge og rige, Bemerkningen har vel nærmest været spøgefuld, men er ikke destomindre betegnende for aristokratiets opfatning af kongedømmet. Kong Karl tillod sig den sarkasme, at hr. Bengt havde unge