Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/71

64 KRISTIERN OG KARL KNUTSSON VIELGES TIL KONGER I NORGE Kristiern, men ogsaa de øvrige maa have hyldet ham og svoret ham troskab. Hvordan erkebiskopens stemning har været overfor danskepartiets hovedmænd, biskop Jens og Hartvig Krummedike, har vi heldigvis god rede paa. Den 21. mars 1449, medens biskop Jens var paa sendefaard til Danmark, afsætter erkebiskopen den nye sogneprest i Gjerpen, som Oslobispen har udnævnt, fordi han ikke er indenlands, men bare vil nyde kirkens indtægter uden at bekymre sig om dens tjeneste. Og hvad værre er, erkebiskopen har erfaret, at den nye prest - Torkel Jonsson er hans navn » har et daarlig rygte, og at han har givet sig af med det, som er uærlig, medens kirkelovene kræver, at de kirkelige værdigheder skal være stængt for ,,vanfrægdum mon- num“ (mænd med daarligt rygte). Da nu den termin (6 maaneder), som en biskop har til at besætte et ledig presteembede, er forløben, og kaldsretten derfor er gaaet over til erkebiskopen, ansætter denne i forening med Oslo kapitel Oslokanniken Hannes l-lannesson i den afsattes sted og anmelder dette til menigheden. Biskop Jens kan ikke sees at have protesteret mod denne afgjørelse. Mere ondartet og skjæbnesvanger! er et sammenstød mellem erkebiskopen og Hart- vig Krummedike, som fandt sted i Korshavn paa Hvaløerne lige efter kongevalgmødet i Marstrand. Erkebiskopens indsedte forbitrelse mod danskepartiet slaar her ud i lys lue. Beretning om sammenstødet er afgivet i Oslo den 6. september af ,Norges riges høvedsmand“ Sigurd Jonsson, erkepresten Sigurd Bjørnsson og vaebneren Simon Bjørnsson som alle var øien- og ørenvidner til begivenheden. Aar- sagen til striden var, at hr. Hartvigs tjenere under dennes fravær paa sendefærden til Danmark havde frataget erkebiskopens tienere nogle breve (formentlig af politisk indhold) og endel andre gjen- stande, som hr. Hartvig Iovede at levere tilbage eller erstatte, Erke- biskopen reiste da klage mod hr, Hartvig paa tingenes udlevering efter en af ham opsat fortegnelse. Hr. Hartvig erklærede, at han vilde bvzie sig for_ de tilstedeværende rigsraatlers afgjørelse. Rigs- raaderne tog da fortegnelsen for sig for at værdsætte de røvede gjenstande, og de tilkaldte hr. Hartvigs svende, som under eds tilbud erklærede, at del de havde taget, ikke var halvdelen af det, som erkebiskopen krævede erstattet. Rigsraadet afgav da sin kjendelse om erstatningens størrelse, og hr. Hartvig erklærede sig villig til at yde den, ,,uagtet han aldrig havde nydt en skjærv deraf“; han over- gav til Sigurd og Simon Bjørnssønner sit guld, forat de skulde betale erkebiskopen og samtidig forsikre denne om hr. Hartvigs venskab,