Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/82

Denne siden er ikke korrekturlest


DE NYE HAANDFÆSTNINGER 75 Kristiern ingen børn efterlader; efterlader han børn, bliver det frem- deles et arverige. I kong Karls norske haandfæstning art. 6 har denne regel faaet en mere præcis form: ,,Item lover vi det, at efter vort frafald skal Norges rige og indbyggere have sit fri kaar at kaare sig den til sin herre og konge, som de tykkes, at Norge er bedst tient med, uden vi efterlader os en levende egte søn, som dertil kan blive skikket." Det er klart, at her er Norge virkelig anerkjendt som valgrige; thi selv kongens egte søn kan vrages, hvis . han er uskikket. Og i ethvert fald er den norske tronfølgelov ikke opretholdt, hvad den heller ikke er i Marstrandshdf.; det er i begge tilfælde kun kongens descendens, som kommer paa valg, ikke hans øvrige slegt. Ogsaa i Marstrand har rigsraadet maattet reservere sig mod den fremtidige anvendelse af en saadan arvegangsbereg- ning, som den de selv anvender til bevis for Kristierns angivelige arveret til Norges trone. Heri tør vi se spor af erkebiskop Aslaks indflydelse og i Karls haandfæstning har hans krav fundet sit utve- tydige udtryk. Og dette krav har meget tilfælles med Magnus Er- lingssons tronfølgelov af 1164, dog med den forskjel at valgrettens udøvelse ikke er lagt i prælaternes, meni rigsraadets og indbyggernes haand (ifr. ll, 2, s. 97 flg.). Det er ogsaa af del foregaaende klart, at erkebiskopen og nationalistpartiet fra første færd har stillet sig . paa valgrigets standpunkt og krævet et rent frit kongevalg. Danske- partiet har derimod nærmest stillet sig paa arverigets standpunkt og derved imødekommet baade Kristierns eget ønske og nordmændenes loialitet mod sin nedarvede lov. Men allerede udstedelsen af en norsk haandfæstning er et principielt brud med arveriget. Og naar Marstrandshdl'. siger, at ,,Norge er og blive skal et frit rige“, saa kan dette efter det 15. aarhundredes teori kun betyde et valgrige; thi i et saadant er suveraaniteten hos rigsraadet og folket, i arve- riget derimod hos kongen. Derfor maa rigsraad og folk i et valg- rige frem for alt give agt paa, at deres valgrige ikke ved inkurie eller forsømmelighed bliver nogen konges arverige; ,,thi da mister rigsraadet og folket selv overeiendomsretten (suveraeniteten) til riget, og den gaar over til arvekongen og hans efterkommere, og saaledes vendes raadets og folkets frihed om til trældom, og for at undgaa saadan trældom bør en lang kongelig deseendensfølge undgaaes i et valgrige“. Disse ord findes i et statsretlig skrift fra slutningen af det _ l5. aarhundrede, som vi senere kommer tilbage til. Vi kommer dernæst til kirkens stilling efter de tre haandfæst- ninger; den er ganske anderledes betrygget i de to norske end i