Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/92

UNION MELLEM NORGE OG DANMARK 85 Denne norsk-danske unionstraktat af 29. august 1450 er et mod- stykke til den dansk-svenske af l3. mai s. a., hvis bestemmelser delvis er optaget, og som aabenbart har været forhaanden under Bergensmødet. Efter Halmstadtraktatert skulde Norge kunne til- træde denne i sin helhed; men dette har ikke lykkes, kanske er det ikke engang forsøgt, da Halmstadtraktaten ikke fra svensk side var opfyldt efter aftalen. I ethvert fald er stillingen den, at Dan- mark har indgaat én unionstraktat med Norge og en anden med Sverige, og disse traktater stemmer i mange punkter overens. Norge og Danmark skal altid have fælles konge, og en af den afdøde kon- ges egte sønner skal vælges, om de er til; dette stemmer ogsaa med de to norske haandfaastninger fra forrige aar og særlig med Karl Knutssons. Ogsaa efter Halmstadtraktaten var kongesønner fortrinsberettiget, men svenske og danske kongesønner havde lige ret. Den sidste regel faldt naturligvis bort i den norsk-dartske trak- tat, hvor kongefaellesskabet allerede var fuldbyrdet. Efter begge traktater skal kongevalget foregaa i Halmstad; men medens det efter Halmstadtraktaten skal foretages af et udvalg paa I2 raader fra hvert rige, skal det efter Bergenstrakxaten foregaa i et møde af begge ri~ gers raad, hvor dog hvert rigsraad udgjør en enhed, hvis stemme har samme vegt; derfor maa de se til at blive enige. Heri ligger da ogsaa, at Norge er gaaet over fra arverige til valgrige. Derpaa berodde jo efter datidens teori dets ,,frihed“ eller suverænitet. Men samtidig har det ogsaa ,,frihed“ til at følge sin ,, beskrevne lov" (Landsloven). det vil sige til at hsevde tronarvefølgen. Denne tvetydighed har baade stemt med nordmtendenes lojalitet mod arveriget og ~-- som vi senere skal se - med Oldenborgerncs dynastiske interesser. , Følgende norske rigsraader er med at udstede unionsakteni Bergen. Først biskop Marcellus i Skaalholt. som Kristiern nu havde udseet til erkebiskop i Trondhjem; dernæst den norskfødte biskop Torleiv i Vibdrg, som Kristiern vilde have anbragt paa Bergens bispe- V stol; fremdeles biskop Gunnar i Stavanger, provsterne Alv iBergen, Gunnar Holk i Oslo, ridderne Sigurd Jonsson, Olav Nilsson, Erlend Endridsson, Kolbjørn Gerst, Mattis jakobsson (Rømer), Erik Bjørns- son, Guttorm Eivindsson, Hans Krukow, Simon Bjarnsson, Gaute Kane og Peder Nilsson. Flere norske rigsraader, som var med i Trondhjem, mangler og har vel reist tilbage over Dovrefjeld, saa- ledes biskop _]ens i Oslo og Hartvig Krummedike; men at ogsaa disse har været tilhængere af unionen, er ikke tvilsomt.