85 UNION MELLEM NORGE OG DANMARK
Under opholdet i Norge ordnede Kristiern forleningerne og
stadfazstede ældre privilegier. Efter sin haandfæstning var han for-
pligtet til at opretholde sin forrnands lensbreve, og dette er ogsaa skeet.
Sigurd Jonsson, som i Marstrand var udnævnt til statholder, kalder
sig i 1452 ,,Norges riges høvedsmand i min naadige herre kong
Kristierns fravær og særlig høvedsmand paa Tunsberghus“, hvor han
havde efterfulgt Erik Sæmundsson, som høsten 1450 blev dræbt af
Hartvig Krummedike. Denne beholdt Akershus, Kolbiørn Gerst
Baahus, Olav Nilsson Bergen og Henrik Jensson Trøndelagen, hvor
ogsaa Peder Nilsson synes at have faaet et len. Erlend Endridsson,
som indtil lcroningsmødet i Trondhjem havde holdt sig borte fra alle
rigsraadsmøder, faar stadfæstelse paa sit lensbrev paa Sogn, som
han havde af Kristoffer; dertil faar han Valdres og Romsdal som
pantelen for 740 lette gylden og 20 lette nobler. som han har laant
kongen. To dage efter kroningen (4. august) udsteder Kristiern et
vernebrev for saalekarlen paa Drivstuen og et ledingsfrihedsbrev for
opdalsbøndeme, som havde den tunge skydspligt over Dovrefjeld.
Samme dag som unionstraktaten blev sluttet (29 august), utsteder
kongen i Bergen et vernebrev for biskop Gunnar i Stavanger og hans
kapitel; den 8. september stadfæster han Lyseklosters bønders
ledingsfrihed og abbedens domsret over sine daglige svende, und-
tagen i sager ,,om livs eller lemmers fortabelse og vore andre aleige-
maal; ligesaa Bergens privilegier; den 9. september stadfcester han
Trondhjems privilegier og de tyske skomageres privilegier. Samme
dag maa han ogsaa have forlenet Bergens domkapitel med al
kongelig ret af Hardanger len, hvorfor den postulerede biskop
Torleiv og hans kapitel utsteder en forpligtelse til at holde en daglig
messe om St. Olav og forbønner for kongehuset, Norges rigsraad
og alle kristne. Alle disse breve er - ganske modsat haand-
laestningen og unionstraktaten - affattet paa det norske sprog og
, udstedt efter norske rigsraaders anmodning (,,relatio"). Herom for-
lyder dog intet angaaende de tyske skomageres vernebrev, som for-
øvrigt bragte dem i en alvorlig konflikt med den tyske kjøbmand
Som vi senere skal se, var Kristiern ikke særlig hensynsfuld mod
denne, tiltrods for alle æresbevisninger mod ham.
~ Efter Michael Beheims beretning vilde kongen ikke ,,fare videre
(3: fra Bergen) tilskibs paa dette vilde vand, men han vilde [reise]
overland“. Det har øiensynlig været en stormfuld høst, hvilket
Beheim ogsaa fik føle paa sin sjøreise til Danmark. Da der under
23. september er utstedt et kongebrev til biskop Gunnar i Stavanger,
Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/93
Denne siden er ikke korrekturlest