nordmændene forskjelligt udseende, navnlig bredere ansigter. Denne finske indblanding skriver sig fra det 17de aarhundrede. I det 16de aarhundrede blev der nemlig fra storfyrstendømmet Finland overflyttet en del finner (kvæner) til Vermeland i Sverige. Enkelte af disse holdt sig dog ikke i ro i Vermeland, men trak sig ind over den norske grænse, hvor de holdt til i skogene. De udbredte sig meget vidt i de østlandske skogtrakter. Saaledes var der i midten af det 17de aarhundrede 2 finnefamilier i Nannestad og 8 i Eidsvold og Hurdalen, hvor der paa 7 gaarde kun fandtes finner. Rimeligvis har der dog været endnu flere, der har holdt til paa afsides pladse i skogene. De drev jagt og fiskeri i stor udstrækning, og brændte braater og ryddede land rundt om i almenningerne. Der klagedes af nordmændene over,dat de udfiskede vandene, dræbte vildtet og ødelagde skogene ved sin brænding.
De blev derfor sterkt efterstræbte, og der blev udstedt skarpe forordninger mod dem. Under de jagter, som blev anstillet efter tatere, blev finnerne hyppig taget med, og man viste dem saa meget mindre skaansel, som de var gjenstand for den samme overtro som deres stamfrænder lapperne, nemlig at de var troldkyndige. Paa Bratlien i Skrukkelidalen boede der saaledes en fin, der havde ord for at være i høi grad troldkyndig. Efterkommere af denne fin bor eller boede for kort tid siden paa gaarden Buraas, to km. nord for Hurdals kirke, Den mand, der var gaardene eier i 1871, var en sønnesøns søn af hin fin paa Bratlien.
Ved sjøen Øiangen er en del stenrøser, som siges at være levninger af finnernes gammer.
I Hurdalssjøen, syd for gaarden Rud, ligger en holme, Skriverholmen kaldet. Ifølge sagnet blev skatten fra finnerne modtaget der, da øvrigheden af frygt for disse med skarpladte rifler og store tolleknive forsynede finner, ikke turde lade mere end en eller to af dem ad gangen slippe ud paa holmen. Der ligger neppe noget sandt til grund for sagnet. Folk, der er uvillige til at betale skat, pleier ikke at indfinde sig paa stedet. De pleier at holde sig hjemme og overlade til øvrigheden at hente skatten. (Se Daae Bygdesagn, 1ste samling, 2den udgave).
Hurdals kirke er en trækirke med 350 siddepladse, opført i 1687. Den blev udvidet i 1793, saa at kun koret af den gamle kirke stod igjen, og blev paanyt restaureret i 1871. Den oprindelige kirke, Hurðardals Margareta kirke, var en stavekirke, opført før 1400. Den blev nedrevet efter 1705.
Gaarde fra sydost rundt Hurdalsvandet og Hurdalselven mod sydvest.
Østerud. Skyld 12.95. Største brug 11.56, bruges af sognepresten i Eidsvold.
Bundli. Skyld 34.00. Største brug 30.03, eies af Haakon Mathiesen. Var i 1593 en fjerdingsgaard.
Brustad. Skyld 19.20, ét brug.
Ødemark, øvre og nedre. Skyld 33.60. Største brug 8.86.
Almelien. Skyld 46.36. Største brug 13.07.
Hurdals prestegaard. Skyld 32.51, hvoraf 29.46 bruges af presten. Var i 1593 en fuldgaard + en fjerdingsgaard. Oprindeligt navn Gjøding.
Gjøding og Østerud Prestegaardsskoge i Hurdalen udgjør tilsammen 10 km.2 og er værdsat til 120 000 kr.
Rustaden, søndre, nordre og lille. Skyld 68.04. Største brug 52.18, eies af Mathiesen.
