? W M maa m W må ’t-1“(1“‘ZZ W L f’
- jÌfMYt4Y’“;1EðV’ɔ
68 AKERSHUS A1uT. opholdt sig. Sverre, der fik hjælp af Oslo borgere og af en del kjøbmænd fra andre kanter af landet, der var nærværende ibyen, havde med disse og sine egne folk en hær af omtrent 8000 mand. Om aftenen den 5te marts drog kong Sver e hen for at speide. Han fik øie paa fienden ved et sted ved navn olanger, -vis-i –nærheden af-by-sa’ke1–§ Den fiendtlige hæ bestod af thelerne og mænd fra Grenafylke og tildels fra Vestfo1d. Kongen vendte i stilhed tilbage. Den næste dag holdt kongen en tale til sine mænd; men medens han talte, kom en mand løbende og meldte, at en ny hær kom dragende fra den anden kant over Ryenbjergene. Den bestod af bønder fra Østlandet lige fra Svinesund, og navnlig fra Rakkestad, Eidsberg, omegnen af Øieren og Fol1o. Denne hær udgjorde 24O0 mand. Kongen forhørte sig atter hos bymændene, om de vilde staa ham bi; de svarede, at de skulde gjøre dette efter bedste evne, og de holdt ærlig og redelig ord, siger sagaen. Sverre rustede sig nu først for at angribe den bondehær, som nærmede sig fra Ryen- bjergene. Birkebeinernes fortrop rykkede frem og begyndte at bestige bjerget, nogle holdt sig til veien, medens andre klatrede op ad de bratte skrænter, der var saa steile, at man kunde staa paa knæ paa det ene ben, medens man Stod opreist paa det andet. Bønderne, der stod ovenfor paa bjerget, havde alle fordele paa sin side og benyttede sig deraf; de sendte pile og spyd i mængdevis ned over birkebeinernes hoveder, og de, der stod længer vestover paa høiden, kunde endog skyde dem i ryggen. Veien var ikke bredere end, at høist 5 kunde gaa jevnsides. Blandt dem, som faldt, var ogsaa den, der bar merket. Bønderne søgte at faa det fat, og der blev en haard kamp, inden det lykkedes birkebeinerne at faa det tilbage. Det viste sig imidlertid umuligt at fordrive bønderne, og birkebeinerne maatte vende ryggen. Paa de bratte skrænter faldt de under den i1somme flugt over hverandre; men da kongens hovedhær nærmede sig, vovede bønderne ikke at forfølge. Kong Sverre skammede sine mænd ud, fordi de var flygtet, og gav befaling til at bestige bjerget lidt længere øst, hvor det var mindre steilt. De var imidlertid ikke naaet langt op, før de saa den anden bondehær nærme sig. Denne strakte sig helt fra aasen ned til Søen. Raumerne var nemlig kommet ned over Gjelleraasen og havde forenet sig med thelerne og de øvrige bønder fra det sydvest1ige. Da Sverre saa, hvor stor denne hær var, besluttede han at vende sine vaaben mod den, medens han lod sine sønner Sigurd og Haakon blive tilbage i byen med 480 mand for at hindre øst- lændingerne oppe paa Ryenbjergene fra at falde ham i ryggen. Med den øvrige hær drog han den nye fiende imøde; men da han kom til brqe.n.x9.d.–.Frxsja (nedre Foss)g –over Ak“erselve1g, fandt han den modsatte bred saa sterkt besat af bønderne, at han ikke kunde komme over. Han maatte nu drage nedover mod isen, hvor imid-
