H1SToRIE. – 77 varbelgerne. Det følgende aar drog Skule med en hær over Dovre og ned t1l Oplandene. Ved Þaaka i Nannestad stødte han paa birkebeinerne, der førtes af kong Haakonsil)efalingsmænd Arnbjørn J onssøn og junker Knut, der imidlertid var bleven udnævnt til jarl. Da hertug Skule fik vide, at birkebeinerne nærmede sig, ryk- kede han ud fra skogen og ned paa den tilfrosne Leiraelv. Birke- beinerne drog ogsaa opover Leira paa isen, og snart skilte kun et nes, Leirneset, dem. Hertugen forskansede sig nu paa neset, og birkebeinerne tog plads paa den anden aabred. Herfra skjød de paa hverandre; men ingen af parterne foretog noget angreb, saa at hertugen efter 8 dages forløb maatte trække sig tilbage til Laaka gaard af mangel af levnetsmidler. Da varbelgerne kom til gaarden, traadte de sig en plads i sneen og fylkede lige ved husene, der laa paa toppen af en bakke. Nedenfor var der en dal, og paa bakken ligeoverfor indtog birkebeinerne sin stilling. Knut jarl og Arnbjørn mente nu, at det kunde være tid til at gaa angrebsvis tilverks, og sendte en styrke under Lodin Gunnessøn, Haakon Griis og Jon Provstesøn bagom husene for at falde varbelgerne i ryggen, medens de selv vilde angribe i fronten. Dette viste sig imidlertid at være et saare uheldigt paafund. Hertugen skjønte nemlig, hvad der var igjære, og befalede sine bedste høvdinger, Alf af Thornberg, Olaf af Vigdeild, Alf af Leivestad, Vesete lit1e og Algaute, at tage imod den afdeling, der skulde falde ham i ryggen. I den heftige kamp, som nu opstod, kom birkebeinerne, der maatte arbeide sig frem gjennem den dybe sne, til at ligge ganske under. Haakon Griis, Jon Provstesøn og flere andre høvdinger faldt. Lodin Gunnessøn og en del andre reddede sig med nød og neppe til kirken. De øvrige forfu1gtes af varbelgerne, som nedlagde en stor mængde af dem og erobrede alle de fiendtlige bannere. Knut og Arnbjørn rykkede, saasnart de antog, at den anden af- deling var kommen frem, ned i dalen, og opad bakken paa den mod- satte side, men de kunde neppe komme frem for sne. Samtidig styrtede varbelgerne sig fra toppen af den bratte bakke ned over dem med en saadan voldsomhed, at de ikke en gang kunde gjøre modstand, men blev kastet tilbage uden at have tabt mere end én mand. Jarlen og Arnbjørn- merkede nu, at den anden afdeling var tilintetgjort, og sendte Eiliv Kyr til hertugen for at underhandle om fred; men da EiliV kom tilbage med de mænd, hertugen havde sendt med ham, fandt de kun birkebeinernes skjolde, der stod fast i snefanerne; bagenfor var der ingen. Birkebeinerne var i al stilhed marscheret bort.’Þ
. –
C Munch gjør i anledning af kampen (Det norske folks historie, 3die del side 955èden bemerkning-, at man ikke kan tænke sig en uhæder1igere flugt. ɔ e ellers saa tapre birkebeiner,( siger han, »maa være blevne slag-ne med en panisk ski-æk og har revet Arnbjørn og Knut, der visselig ikke savnede mod, med sig 1 forvirrin en.« Det er do lidet sand- synligt, at birkebeinerne skulde være §)levne grebne afg panik midt
