Side:Norges land og folk - Akershus amt.djvu/84

HISToBIE. 79 svenskerne blev slagne, og at nordmændene kun tabte 80 mand, fra svensk side, at nordmændene led et stort nederlag, og at mange af dem blev fanget. Hvordan end udfa1det var, saa er det i hvert fald vist, at den svenske beleiringshær drog tilbage til Sverige et par dage *efter. For at hævne den lidte skade gjorde nordmændene under Jon Ivarssøns søn Ivar Jonssøn’’Þ et indfald iDalsland, hvor de herjede og brændte. I ét herred skal der ikke have staaet et hus tilbage. En anden høvding, He]ge Baat, efterlignede Ivar Jonssøn, da han hørte, hvor heldigt det var gaaet med dennes tog. Han gjorde ogsaa et stort bytte i Dalsland; men da han paa hjemveien blev angrebet af en svensk“hær, nødtes han til at redde sig over græn- sen og lade byttet i stikken. Efter kong Haakons død (1319) blev hans dattersøn og søn af hertug Erik i Sverige, Magnus Erikssøn, Norges konge. Omtrent samtidig var han blevet Sveriges konge, og en personalunion blev indgaaet mellem rigene. Da han kun var 3 aar, blev der indsat en formynderregjering“; men hans moder Ingeborg øvede paa samme tid stor indflydelse over regjeringen. Hendes ynd]ing Knut Porse af Halland havde endog med hendes samtykke og støttet af hende begyndt krig med Danmark i Norges navn. Dette bragte nord- mændene til paa et h“rdstevn“e-i úQNS–lo at fratage enkedronningen hendes myndighed. Noget lignende “havde man kort iforveien gjort i Sverige. Blandt de mænd, som mødte i Oslo nævnes flere fra Oslo syssel og fra Raumarike, saaledes Bjørn Aamundessøn, Eystein Arnessøn, Thord Bonde, lagmanden Paal Einarssøn, Gud- brand Mylsan, J ammælt Thoressøn, Paal Mathiassøn, Agmund Skolle, Eystein Gislessøn, Dagfinn Tovessøn. Alfgils Sure, Kolbjørn Gamals- søn og Alf i Klostret. Der opstod megen misnøie med Magnus’s regjering, ogsaa efterat han var bleven myndig, navnlig fordi han stadig opholdt sig i Sverige, og i 1344 blev han nødt til at give sin søn Haakon kongenavn i Norge. Magnus forbeholdt sig dog selv en del af Norge blandt andet Oplandene og Viken. Under den store mandedød, der naaede Østlandet i 13–5O, led Raumarike og Oslo syssel ligesom de fleste andre landsdele over- ordentlig. Endog i det velbebyggede Oslo herred laa endnu 14 aar efter pesten gaarden Øykren herreløs, saa at kongen erklærede den hjemfalden til kronen. Sysselmanden paa Raumarike, Gerd Smidssøn, fehirden i Oslo, Thorgils Smidssøn, og lagmanden i Oslo, Nikolas Paus, døde blandt andre under farsotten. “ I 1857 maatte kong Magnus afstaa mesteparten af Sverige til sin søn Erik, ligesom han forhen havde aftraadt mesteparten af Norge til Haakon. Halvøen var saaledes egentlig delt i 3 riger, hvoraf Magnus havde det midterste, bestaaende af det sydøst1ige Norge og de tilgrænsende dele af Sverige. ff Se under Sørum.