Side:Norges land og folk - Bratsberg amt 1.djvu/227

Denne siden er ikke korrekturlest

2 I 4 BRATSBERG AMT. gemeenlig 2 Alen 4 Tom. høie, meget smukt skabte. Efter en gammel Sædvane maa de alle være uskaarne, hvorudover skaarne Heste ikke taales, og Hopper kan ikke holdes.» «Deres Hestestald,» siger Wille videre, «er saaledes indrettet, at den rommer kun tvende Heste. En Krybbe med en Afdeling i Midten tiener til Høehæk, som aldrig renses, og hvori Høet sammenpakkes uden at rystes. Midt imellem Hestene staaer en Vandkrybbe, hvoraf de drikke idelig. Vel udkastes Møgen giennem et Hul paa Væggen, men derimod feies sielden; og at strøe under dem, veed man intet af. Foruden Høe, hvoraf man regner 15 Sommerlæs paa en Hest (hvert Læs saa stort, som en Hest kan drage), gives dem og Halm, blodet i Vand, og overstrøet med Meel, engang om Dagen. Sæterhavnen til en Hest betales med 1 Rd1r. » I forhold til matrikulskylden holdes der færre Heste i Brats- berg end ellers almindelig. I Bratsberg findes nemlig for hvert 10O skyldmark i gjennemsnit 21 heste, medens det tilsva- rende tal for det hele rige gaar op til 30. For Bratsberg amt viser der sig ifra aaret 1875 til 189O en tilvækst i hesteholdet, medens antallet af heste for det hele rige i gjennemsnit er noget formindsket. Tor2LS“moen er en stor slette i. den nordre ende af Møsvatn i Telemarken. Der skal i gamle dage være holdt et af for- holdene selv opstaaet hestemarked, hvor «nordmændene», d. e. de vestenfor fjeldet boende hardinger, suldø1er o. S. v. forsamlede sig med store drifter af heste, som de afsatte til «austmændene». Dette stevne er skildret i disse stev: Vabygjann og Strandbygjann teke dei til at krasle, reiser dei seg af på Torismoen og býter fo1anne blakke. N orðan koma Norðmennann dei ero smu1–de i smolto, Valbygjann og Strandbygjam1 da må dei smette at holto. Norðan koma Norðmennann deð tottest meg vei-a verst, fyri reið grutte gi-askeggi på sin svarte hest. Vá.bygjann og strandbygjann er folk fra Rauðlands anneks til Vinje. Disse spottes som de, der har maattet vige pladsen og skjule sig for nordmændene, men ogsaa nordmændene faar sit hugg i 12te vers.