Side:Norges land og folk - Bratsberg amt 1.djvu/431

4 18 BBATsBEBG AM‘l-. Opfatningen af huldrefolket, som i alt væsentligt tænkes at svare til menneskene i den grad, at de endog troes at holde gudstjeneste i usynlige kirker, flyder paa mangehaande maader over i en række nærbeslægtede halvmythiske begreber: Alver eller elvefolk, haugefolk, haugetusser, hittfolk, medelsfolk, vette- folk, underjordiske, usynlige o. S. v. Det oprindelige grundlag for disse mythiske forestillinger synes at have været en for- historisk dyrkelse af de afdøde. Næsten alle de nævnte væsener har nemlig flere eller færre grundeiendommeligheder, der tyder paa, at de fra først af har været betragtede som sjæle eller aander. Navnet hulder, der ogsaa findes br11gt i den gammelnorske literatur, stammer .fra et verbum hyØa, som betyder at skjule, gjemme. Denne betydning er bevaret vi ordet huldrehatt eller hulahatt, en hat, hvormed man kan gjøre sig usynlig, og som især tillægges de her omtalte væsener. Huldre- eller .fl7I(I(’– eller fyndaæ-gaarde faar omtales her. Det er gaarde, som man tidligere ikke kjendte i bygden, men som «findes». Der er mange rundt om i fjeldene. Findreng i Vraa- dal og Brøsjø i Drangedal er saadanne gaarde Findreng blev fundet af en juring, der sad og vred vidier og stak sin kniv i et træ, der straks forvandledes til en gaard. Der levede endnu i Fayes tid folk, som paastod, at de i et fjeld paa Findrengs jorder havde hørt en fortryllende musik, ja endog faar og gjeter at bræge og grisunger at grynte. I dette fjeld har huldrefolk nu tilhold. Den mand, som først fandt Brøsjø, saa selv huldra vandre bort fra gaarden. Hun lignede en gammel kone, var graaklædt, bar et strippe i haanden og gik i Spidsen for sin buskap. Inden hun forsvandt, vendte hun sig om til 1inderen og spaaede ham, at han ingen lykke skulde have til at bebo gaarden, førend den var afbrændt 3 gange, og tilføiede: «I driv me fra Brøsjø. Naa reiser æg ad Heia (ti1 Vegaards- heien). Der ska ingen rugge meg.» .4(l-S’k(’)’(*l6’72, ()skereien, ()skurreien er skrevet og tydet forskjellig. .I Telemarken og Sæterdalen finder man Aaskereien benævnt saaledes som ovenfor angivet. Paa Jæderen og i Ryfylke finder man benævnelsen Aalga- r(1itla, ()rgereitIa, Hoskelreia. Hos hørderne, saaledes i Hardanger, findes formerne .Iolarei, .Yola.skrei med sideformerne Lus.s“irei, Vossarei, Mossarei. 0skereien er forklaret som Aasgardsreien eller som et ridt til gudernes bolig Aasgard eller som et gudernes ridt til jule- veitsle. Denne forklaring er utvilsomt urigtig, og den er opgivet Det har været antaget, at ordet hed (i“s“–eh7“u-reið eller gude- (lZi(3–I’ídff(’ff, beslægtet med det svenske åska.