420 BnATSBEn(; .mT. skreiò i Sogn og Valders), har sikkerlig været paavirket ved nyere tilsætninger. Naar Aaskereien faar navnet Lussireien, saa er dette navn taget af Ln(–ianatten (Lus.s“iaa(1(1ttij den 13de deeen1ber, hvilken nat begynder julen, og hvilken nat næst julkvelden er den bedste dag til at tage varSler paa. Naar navnet saa optræder med formen Vossarei (Hardanger) eller Hoskelrei (J æderenN, saa er dette former, der ingen veiledning giver, men vel nærmest beror paa en forveksling. En anden gruppe af forestillinger hører hjemme i Nordland, hvor der tales om G(m(M1–r(I. der gaar over til et almindeligt hekseridt. Wille omtaler i sin beskrivelse af Seljord Aaskereien saaledes:
.4ask(–-Reiea (–): Asernes færd) reiser adskillige Gange i Julen,
og især, naar store Drikkelav er iNærheden. De ere Aander, som ei have giort saa meget Godt, at de kan fortiene Himmelen, og ikke saa meget 0ndt, at de kan tildøm111es Helvede, da de bestaae af Drnkkenbolte, Slagskiemper, Viseqvædere og fine Be- dragere, derfor bliver deres Straf at ride om indtil Verdens Ende. Forride1–en er den Matrone Gm“o-Ryss(1–Ho1–(1, saa kaldet af sin lange Hale, hvorpaa man skiller hende fra de øvrige i Rit-tet. Efter hende følge adskillige af begge Kiøn. Seer man dem foran, da ere de store og deilige, saa vel Rytteren, som Hesten; men bag til seer man intet uden Guros Hale. De ride med gloende Stænger og Vægte, og denne deres Riden foraarsager en saadan græsselig Allarm af Jern-Bislernes Ringlen, Jernstængernes Sammenstød, og Rytternes Skrigen, at man kan høre dem langt borte. I)e ride saa vel over Vand, som over Land, og seer man neppe Hestehoven røre ved Vandskorpen. Hvor de kaste Sadlen paa Taget, der maae et Menneske døe paa Øieblikket, og hvor de fornemme, at et Mord skal skee i et Drikke1av, der komme de ind og sette sig paa Hyllen over Døren for at betragte Mordet. De ere heel rolige, saa længe intet er paa Færde, men lee, og rasle overmaade med deres Jernstænger, naar Mordet begaaes. Levende Mennesker ride og med; de blive opsnappede af Færen, og igjen satte paa samme Sted, de ere tagne. Naar man derfor høre deres Ankomst, maae man af Veien; men er dette umuligt, maae man legge sig næsegrus paa Marken, og lade som man sover, hvorved man undgaaer Faren. Men dydige Mennesker har intet at befrygte sig; thi enhver af Selskabet spytter paa ham. Naar alle da have reist forbi, 111aa han spytte igjen af dem; thi ellers kan han blive ulykkelig deraf.» La-ndsta(l skriver i sine folkeviser 1853: At man i Tele- marken endnu tror, at Aa-skereien er ude og farer især om julen. For at værge sig mod den bruger man at vigsle sine døre ved at stryge eller ved at skjære et kors over indgangen. Færden kaldes ogsaa Sigurðs fylgi eller Guro fylgi.
