Side:Norges land og folk - Bratsberg amt 1.djvu/438

BEFo1.1(N1NG. 425 1812 i Trondhjem og død i Kristiania l887, samlet. Landstads norske folkeviser er ledsaget af musikbilag ved Lindeman. Jørgen .?lIoe, født paa gaarden Mo i Hole 1813, senere biskop i Kristiansand stift, død 1882, udgav i i84O den første «Sam- ling af Sange, Folkeviser og Stev i norske Almuedialekter», hvor- iblandt mange fra Telemarken. Mest bekjendt er han for de sammen med Peter Christen Asbjørnsen udgivne «Norske Folke- eventyr», af hvilke de første udkom i 1842. En del af hans folkeviser er udgivne i Sophus Bugge-v og Svend Grundtvigs samlinger-. Amlr(1a.9 Faye, født paa Bragernes i 1802, død Som sogne- præst i Sande i 1869, har mange af sinei 1833 udkomne «Norske Sagn» fra Telemarken; flere af dem er poetisk bearbeidede af .I. S. lV(ɔlhaven (Dyre Vaa, I Kivledal, Aasgaardsreien). Sophus Bugge, født i La-rvik i l833, professor ved universi- tetet i Kristiania fra 1864, har i 5O– og 6O–aarene samlet folke- viser og folketraditioner i Telemarken. Hans «Gamle norske Folkeviser» udkom i 1858. Mange af hans optegnelser er trykte i Svend Grundtvigs «Danmarks gamle FolkeviSer», især i bind 2–-4. Ingeb1–et Moltke Moe søn af ovennævnte biskop Jørgen Moe, født i Krødsherred i 1859, fra 1886 professor ved universitetet i Kristia-nia, har siden aaret 1875 indsamlet folkeviser og folketra- ditioner ogsaa i Telemarken. I indledningen til sine «Norske Folkeviser» i 1853 skriver L(mdslad.– «Øvre Telemarken er ved sin afsondrede beliggenhed, saavel- som paa grund af folkets karakter, et af de distrikter i vort fædreland, hvor oldtidens sprog og leveskik længst har vedlige- holdt sig. Naar man kommer over Midheien til Hiterdal eller Gransherred, bliver enhver fremmed overrasket ved det antike, som pludselig fremstiller sig for ham i huse, dragter, sprog og levemaade, og han maa tro sig hensat mange aarhundreder til- bage, lige ind i sagatiden. Folket elsker det gamle tilvante og har mistro til det nye, som derfor sent vinder fodfæste iFjeld- stuen. Hvor meget der end i visse retninger kan være at ud- sætte paa denne folkets tilbagebliven i tidens strøm, saa vil dog sprogforskeren, oldgranskeren, poesiens og nationalitetens ven, naar han faar anledning til at gjøre Sig bekjendt med folket, finde meget, som for ham har værd, og han vil føle sig taknem- melig for de ægte malme, som endnu kunne brydes i deres fjelde, og for det emningstræ, han finder gjemt og opsparet i de mørke skove, hvor øksen endnu ikke har naaet hen. Dørene til Fjeld- stuen er imidlertid nu paa mange maader opladte, og den nyere tid med sine brogede, vekslende former trænger ogsaa herind med