Side:Norges land og folk - Bratsberg amt 1.djvu/468

B1–:F()1‘1(N1NG. 455 Lindeman ikke har havt anledning til at a-nstille videre under- søgelser, har det nationale musikliv – ialfald hvad angaar sprin- g(“re, hallinger og de mere adstadige bruralaater – været ligesaa rigt som i indlandsbygderne østenfjelds, f. eks. i Telemarken Nogen væsensforskjel mellem disse danse vestenfor og østenfor fjeldet tør det, efter J . Haarklou, være vanskeligt at paavise; overalt forekommer de eiendommelige synkopiske rykninger og me1odiske Særegenheder i moll-dansene. De nu1evende flinkeste telemarkiske bondespillemænd synes at være udgaaet af samme «skole», om det udtryk her kan bruges, som «hardangerfele»– spillerne f. eks. i Søndfjord og Sogn. ’ Det er høist mærkværdigt, at danse1nusikken, denne digtning i toner, dette sammenbindende og stimulerende element i fjeld- bøndernes selskabsliv, kunde udvikle sig saa ensartet i bygder som Søndfjord og Telen1arken, skilte fra hinanden ved høie fjelde og store afstande, og det i tider, da kommunikationerne var ufuld- komne, og blandt fo1k, som ikke kjendte musikskrift. I Telemarkens musik er der for dansemusikkens vedkom- mende ikke noget særpræg i sammenligning med norsk fjeldmusik forøvrigt. W A I Telemarken har dog Lindeman og præstedatteren ()lea (,Yrøger fundet og optegnet musik, som tilsyneladende synes at tilhøre særlig dette store indlandsdistrikt, nemlig melodierne til de telemarkiske kjæmpeviser og til det berømte «Draumkvæe». I Telemarken har saaledes sammen med kjæmpeviserne ogsaa melodierne holdt sig i folketraditionen, saa Landstad og Linde- man kunde redde dem fra glemsel. Disse melodier er, som ovenfor berørt, meget gamle; derpaa tyder deres melodiske bygning. Me1odien til «Draumkvæe» er maaske en folkelig omdigtning af middelalderens sjælemesse. Me1odien til «Draumkvæe» – som overhovedet flere af kjæmpevisemelodierne – er ialfald utvilsomt af kirkelig oprin- delse I lægfolks øine staar den ialmindelig moll; men tonearten er, fraregnet omkvædet, vistnok den anden authentiske kirketone, den saakaldte frygiske, hvis eiendommelighed er liden sekund og liden sekst. Omkvædet derimod «Aa dæ va Olav Aasteson, som heve sovi so lengje», staar i den mærkelige toneart, som er særegen for mange norske folkemelodier og danse, nemlig moll med stor sekst, NB. i nedgang. «Aasmund Fræg(legjæv1–» har samme særmærke, mollskala med stor sekst nedad. Denne for en hel del norsk folkemusik eiendommelige ska1abygning er det uden tvil, som vækker op- mærksomhed blandt udenlandske specialister; saaledes ytrer den lærde dr. KretsChmar i LeipZig, at forskjellige ting i norsk musik tyder paa et fremmedarted tonesystem. En norsk musiker har