og anden gammel visdom, som knytter sig til primstaven. Det er Willes og Munchs arbeider, som her er benyttede, dog med nogle tilføielser og berigtigelser efter Gustav Bilfinger, der særlig har studeret den gamle norske tidsregning i Norge og paa Island i et arbeide: Zeitrechnung der alten Germaner. Den gamle islandske og den gamle norske tidsregning var saare nær beslægtet, men de var ikke identiske.
For at forklare den ældre tidsregning og primstaven er det maaske bedst at begynde med den islandske kalender eller aarsinddeling.
Det gamle islandske aar var delt i to aarstider eller halvaar (misseri): sumar (sommer) og vetr (vinter).
Hvert af disse to halvaar var igjen delt i to halvdele:
1. fra sumarmál (sommerens begyndelse) til miđsumar (midtsommer).
2. fra miđsumar til vetrnætr (vinterens begyndelse).
3. fra vetrnætr til miđvetr (midtvinter).
4. fra miđvetr til sumarmál.
Hvert af disse fjerdingsaar deltes igjen i 3 maaneder, saaledes at hvert fjerdingsaar ogsaa begyndte med begyndelsen af en maaned (mánađr), og slutningen af fjerdingsaaret faldt ogsaa sammen med slutningen af en maaned.
Hver maaned havde 30 dage (nætter), kun den fjerde sommermaaned havde 34 dage, idet den altid fik 4 tillægsdage (aukanætr).
Sommeren fik paa denne maade 94 + 90 dage eller 184 dage og vinteren 90 + 90 = 180 dage = tilsammen 364 dage eller 52 uger (vika flt. vikur). Paa sommeren faldt efter denne beregning 26 uger + 2 dage, paa vinteren 26 uger + 2 dage.
Da det gammel islandske aar havde nøiagtig 52 uger og 364 dage, saa fulgte deraf, at den islandske datum aar efter aar faldt paa den samme ugedag. Sumarmál faldt altid paa torsdag, miđsumar altid paa søndag, vetrnætr altid paa lørdag og miđvetr paa fredag. Men da det islandske aar var 1 (nøiagtigere 1¼) dag kortere end det julianske, saa rykker det i 1 aar 1 dag, og i 4 aar 5 dage, tilbage, og det maa derfor have en periodisk forøgelse for at stemme med det julianske aar. Men for nu at beholde det faste forhold mellem islandske datoer og ugedage, saa indskjødes altid en hel uge, naar forskjellen var steget til 7 dage. Denne skuduge kaldes sumarauki eller lagningarvika (tillægsuge). Denne uge lagdes altid til ved slutningen af tredie sommermaaned umiddelbart foran miđsumar, saa at de ovenfor omtalte tillægsdage (aukanætr) til den tredie sommermaaned og skudugens 7 dage, sumarauki, fulgte umiddelbart paa hverandre.
Da miđsumar, som ovenfor omtalt, altid faldt paa en søndag, saa bestod altid de indskudte 7 dage af en regelmæssig uge fra søndag til lørdag.
