Side:Norges land og folk - Bratsberg amt 1.djvu/506

Denne siden er korrekturlest
493
BEFOLKNING.

og bjørne faa magt over det den sommer. Første mandag efter sommerdag maa ei arbeides. Sner eller sluder det samme dag, skal der endnu 9 gange komme sne, inden vaaren kommer.

Om dæ snogar paa sumaarsdagen, saa æ dæ ett gamalt ol’, at dæ ska koma ni snogar ettepaa, førr vaaren hell somaaren kjeme.

Den gamle sumaarnet (tolv dage efter den nye sommernat) sku dom binne paa bjellur og tingel (paa kyrne), og da sku dom yste og kjinne au. Da va dæ saa mykje griugare vaar.

Den 16de april kaldes Magnusmessa, fordi den var den hellige Magnus Orknøijarls dødsdag, aar 1115. Den betegnes med et grev eller en hakke (31), fordi man da tager fat paa jordbruget. Den kaldes ogsaa trijedagsumar.

19de april, St. Elphegus, egentlig Ælfeah, var erkebiskop i Canterburry og dræbtes paa en grusom maade af danerne med jomsvikingerne aar 1012. St. Olaf var som ganske ung ogsaa med ved denne leilighed.

22de april. Gaius var biskop i Rom eller pave paa keiser Tacitus’s tid.

23de april. Den hellige Georg af Kappadocien dræbte en grum drage, der truede en hel stad i Libyen med ødelæggelse, og krævede daglige offere, hvilke indbyggerne maatte yde efter lodkastning, allersidst kongens datter, der nu ved Georgs kjækhed befriedes. Men da han siden kom til Spanien, blev han paa statholderen Dacianus’s befaling pint og siden halshugget, fordi han ikke selv vilde ofre til de hedenske guder, men derimod omvendte andre til kristendommen. I Danmark kaldes denne helgen Jørgen, i Sverige Gøran, i Norge kaldte man ham St. Gregorius, indtil de senere tider. Paa St. Georgs dag, hed det, har allerede de vilde fugle æg i reden. Paa primstaven er den kun betegnet med et kors.

25de april, Gangdagen, St. Markus evangelists dag; den kaldes ogsaa den store gangdag eller den ene gangdag, til forskjel fra de tre gangdage før Kristi himmelfartsdag; navnet kommer deraf, at man paa disse dage gik i procession om paa markerne, medens præsterne nedbad høitidelig Guds velsignelse over afgrøden, syngende messer og stænkende vievand. Engang, hed det, var der saa stor tørke i Norge, at jorden sprak, hvorfor man bestemte saa stor faste paa den store gangdag, at endog fæet blev mulbundet og smaabørnene holdte fra brystet; da nu folkene kom fra kirken, var det skylregn, uagtet det endnu var klart veir, da de gik i kirken. Efter et andet sagn blev fasten holdt, fordi sneen laa saa dyb, at den gik over maalestangen (6 alen og 6 tommer dyb); derfor betegnes dagen paa primstaven ved en stang