med prikker (sne) omkring (32). Det heder, at paa den 8de dag faldt stangen.
Wille beretter, at Sach. Skancke helligholdt Georgdagen den 25de april 1662 i Aamotsdal kirke.
Gauksmessa, den 1ste mai, Philips og Jakobs dag, kaldtes forhen «Tvegjapostolamessa,» d. e. de to apostlers messe; navnet Gauksmessa har den faaet, fordi gjøken nu snart ventedes. Derfor betegnes den paa primstaven med en gjøk (33). Gjøken, hed det, var en slem spaamand for jenterne, helst naar de hørte den fastende.
«Naar gauken gjæle paa bar kvist, æ dæ ett fælt kleint merkje; da ska dæ au spørs saa mange tykke jenter.»
Det heder:
Nor æ naagauk, su æ saagauk, vest æ viljegauk, aust æ giljegauk.
Naagauk betyder liggjøk; den spaar om død, hvis man hører den i nord; hører man den i syd, giver den lykke, naar man skal saa; hører man den i vest, faar man sin vilje, eller alt gaar efter ens ønske, og gjøken hørt i øst giver lykke, naar man skal paa frieri.
Vedblev gjøken at gale længer end til den havde seet den første høsaate, troede man, at der skulde komme dyrtid. Hvis korn og urter saaedes Gaukmessedagen, haabede man god fremvækst. Derimod vilde man den dag ikke bryde nogen jord; thi hvad der saaedes i den jord, som pløiedes Gaukmesse, vilde opædes af orme.
«1ste mai kælle me gauksmess; daa har gauken rett te kommaa.»
Krossmessa fyrre, Krossmessa om vaaren, Korsmessedag, 3die mai høitideligholdtes til minde om det hellige korses opdagelse i Jerusalem ved Helene, keiser Constantius moder; den er betegnet med et kors (34).
«Krossmess (om vaaren) skal ælle grindar aa gjælder væra fældig, aa vetrnet ska dom væra oppkasta att.»
Da skulde og ulden rives af sauerne; den dag skulde fæet endnu have sin morgenføde inde i fjøset, men siden skulde det føde sig selv om sommeren.
Halvorsok (ok af veka), 15de mai. St. Hallvardsmesse var mindedagen for den hellige Hallvard, St. Olafs frænde, der blev ihjelskudt og nedsunket i Dramsfjorden. Paa primstaven betegnes den dels med en møllesten, fordi St. Hallvard nedsænkedes med en saadan, dels med et bræt med prikker, d. e. korn (35), fordi den regnedes som den bedste saadag.
Men paa fjeldet, hed det, skulde renkalven gaa i sne til op over kløverne, derfor kaldte man det kolde veir med sne og slud,
