Side:Norges land og folk - Bratsberg amt 1.djvu/594

Denne siden er ikke korrekturlest

H1SToR1E. 581 ledingspaalæg, deltog ogsaa bønderne af Grenafylke og Telemarken, og med disse, der havde forenet sig med raumarikingerne, maatte kongen den 5te marts 12OO udholde en skarp strid paa isen udenfor ()slo. Det lykkedes ham dog at slaa saavel telemarkingerne som de andre oprørske bønder. Bønderne i Viken og paa Oplandene fik haardt undgjælde for denne opstand. Til at tugte teleme og andre oplændinger, som kongen havde det vanskeligt for at naa paa anden vis, an- vendte han nogle hundrede mand leietropper, de saakaldte Rib- balder, som den engelske konge Johan uden land havde overladt ham. Disse, som skulde deltage i den netop aabnede beleiring af SlotsIýerget ved Tunsberg, drog under anførsel af birkebeiner- høvdingen Hide fra Bergen over fjeldet ad vidtløftige omveie gjennem Hallingdalen, Sognedalen, Telemarken og vel ogsaa Gren- land, hvor de dræbte alt levende, som kom i deres vei, herjede bygderne og brændte hvert hus, de stødte paa. Da der i l277 blev gjort anstalter til at gjennemføre et nyt regulativ for tiendeydelsen i landet, stødte dette paabud paa stærk modstand og misnøie i Telemarken. De vakte uroligheder blev dog snart bilagte, idet der blev firet overfor bøndernes ønsker. Indbyggerne af Øvre Telemarken vedblev herefter som før at svare hovedtiende og præsteredsel, medens befolkningen i Nedre Telemarken svarede indkomsttiende. Denne ordning, som er vedbleven til nutiden, har givet anledning til, at Øvre Tele- marken i administrativ henseende fik navnet skatlandet til for- skjel fra Nedre Telemarken, der kaldtes tiendetaget. Fra det 14de aarhundrede af forekommer der fra Skiens syssel – baade fra Telemarken og Grenland –- en mængde drabssager, der viser, at sagatidens blodhævn og ættestridigheder vedvarende har holdt sig i denne egn og ikke sjelden har an- taget fuldstændig karakter af vildhed. Den sorte død, der først optraadte i Bergen sandsynligvis i august 1349, hjemsøgte Skienssyssel og Telemarken om vinteren ved aarsskiftet 1349–5O, sandsynligvis bragt herhen fra kyst- egnen. Vinteren kaldtes der «Manndauda-vinteren». Om pestens ødelæggelser her haves kun spredte oplysninger, da de forskjellige bygdesagn ikke har historisk hjemmel. Af biskop Eysteins register over geistlighedens jordegods, «Den røde bog», der var affattet omkring aar l400, opføres paa Grenland gaardparter, skjænkede til Lunder kirke i Store Manndauden, som intet indbragte. En stærk tilbagegang i økonomisk henseende maa saaledes ogsaa være paafulgt for denne egne vedkommende Om de to paafølgende smitsotter – barnedøden 136O og den lille mandedød 1371 –- og deres herjinger i denne egn er der ingen oplysninger. t