Side:Norges land og folk - Bratsberg amt 2.djvu/476

I–1JAR’I’DAL HEnBE1). 469 Skesvatn, fra hvis nordre ende det atter deler sig i en gren – Aatoelvens daU’øre – der gaar nordover og derpaa i en bøining vestover mellem Brattefjeld og Medfjeld, og en østenfor ogsaa i nordlig retning gaaende sidedal, der gaar ind mellem Medfjeld og Vindeggen. Fra B j ørndalen gaar en sidedal mod nordøst om- kring det ikke ubetydelige Breivat11, medens Bjørndalen fortsætter nordover fra Fyrebøvatn under navn af GJmoelvens dal.føre; dette gaar op østenom Eggefjeldet og forsvinder omkring det lille Grundtjern. Den egentlige hoveddal er et aabent og rummeligt dalføre, med nogenlunde jævne strækninger. Den nederste del, der ligger i Sauland annekssogn, har de største sletter og det meste dyrk- bare land og regnes til fogderiets bedste bygder. Vestover bliver dalen smalere; bedst bebygget er den imidlertid i sin vestre del, i hovedsognet; de fleste gaarde ligger paa elvens nordside og fordetmeste paa bratte bakker. Af hoveddalens sidedale er Svar-tdalen ogsaa godt bebygget, og gjennem den fører veien over til Seljord. De øvrige sidedale er fordetmeste trange, med steile sider, ensomme og kun bebyggede med sætre. Landet nordenfor den egentlige Hjartdal er en i det store taget sammenhængende fjeIdstrækning, der i naboher- redet Tinn begrændser Vestfjorddalen i nord, og som i Gausta i Tinn naar op til en høide af omtrent 1890 m.; denne høieste del ligger vistnok nordenfor Hjartdals grændser, og kun de saakaldte Gaustaknæer kommer ind i Hjartdal, men fjeldene naar dog i herredets nordvestlige del op til henimod 1569 m. høide. Dette mod den egentlige Hjartdal skraanende høifjeld bliver lavere ned bevokset med gran- og furuskog; det ennemskjæres af en række væsentlig nord og øst gaaende dalfører og skar, med mange smaa og store sjøer og tjern med myrstrækninger, som dog ikke er store. Flere betydelige isolerede aaser ligger paa grændsen mod Tinn og Seljord samt i den sydøstlige del mod den egentlige Hjartdal. I den indre del er overgangen jævnere og formerne mildere, skjønt landet ogsaa her er udstykket og oprevet. Paa og nær grændsen mod Tinn og Seljord ligger Heddersþeld, Gaustaknæerne og Bon-saa-S–, videre Maanelibrottet som en større sammenhængende fjeldstrækning. Maanelibrottet skilles ved sæter- dalen Morrestølsdaler2 og en fortsættelse af denne, Langevasstøen, samt den noget høiere liggende sæterdal Grundh;jøndalen fra det søndenfor liggende Skotsffeld. Morrestøldalen heder egentlig Mærrestøldalen, fordi Hardan-