Gravsfura kaldtes en furu, som stod paa en haug af form som en stor gravhaug paa Bækhus i Smørklep. Efter sagnet blev der i gamle dage til visse tider gydt drikke ved dens rod. Denne furu blev betragtet som et helligt træ, som det var farligt at beskadige. Endog nedfaldne tørre kviste maatte ikke bortføres. For noget over en menneskealder siden var den skrøbelig og begyndte at tørke, og eieren huggede den, skjønt der fandtes dem som mente, at det var sikrest at lade den staa urørt.
Det berettes, at et stabbur paa gaarden Gjellhus i Nesland er opført i aaret 1113; det omtales som en liden uanselig bygning med lave stolper og uden forsiringer, men med meget stort tømmer, og vægge saa haarde som sten samt halvt fortærede af luft og veir. Taget har oftere været paasat nyt.
Vinje kirke er en korskirke af tømmer, opført 1795—96, med 200 siddepladse.
Vinjar kirkja var Vinje hovedkirkes gamle navn. Rauland sogn fraskiltes ved oprettelsen af Rauland præstegjeld efter resolution af 3⁄10 1859.
Vinjes nedrevne stavkirke havde i 1668 svaler og mange skruv omkring, overalt tækt med spaan; paa trævet (ɔ: pulpituret) var ingen stole og bænke, hvorover folkene sad nede paa gulvet, « hvorved stor uskikkelighed foraarsages, idet de af prædikestolen ej kan sees og derfor med snak og bulder gjøre uro».
Ved slutningen af det 12te aarhundrede var Vinje kirke til. Dette viser to planker, som sognepræst Marcus Monrad sendte til Kjøbenhavn fra denne kirke, da den blev revet, og som der opbevaredes i Oldnordisk museum, men som nu er i Kristiania oldsagsamling tilligemed et kapitældyr fra en af portalens halvsøiler. Her er en mærkelig runeindskrift, der viser kirkens alder. Først staar paa den ene stav nogle vers.
Sæll er sá, er, svikja þý lá
sorg á reikar torgi,
grettis sótt at gæti
geldr eidar þess, aldri.
Era fangbrögđum flagđa
fallnir niđr međ öllu
haukar Baldrs ok halda
hugstriđi bryn (níđíngs).
Aldrig er den lykkelig, paa
hvis hoved nogensinde sorg laa,
fordi han sveg, han und-
gjælder for den ed!
Ved nidingens kneb er ikke
den krigerske høvdings helte
aldeles faldne ned, men bevarer
harm i hu.
(Oversættelse af S. Bugge.)
Paa den anden staar: «Sigurþr jalssun ræist runar þesar lougardagen æftir Botolfsmæso er an flyþi higat ok vildi æigi ganga til sætar viþ Sverri foþurbana sin ok bræþra». Det vil sige: «Sigurd Jarlssøn ristede disse runer lørdag efter botolfs-
