Side:Norges land og folk - Buskeruds amt.djvu/173

164 Buskeruds amt. ’ hjelm paa hovedet og steg saa op paa hesten, der havde forgyldt sadel og et bidsel, indlagt med stene. Gaar man ud fra den forud- sætning, at denne skildring er rigtig, maa han have frembudt et stateligt skue, da han, ledsaget af 3O mand, mødte sin stedsøn kong Olaf, der kom tilgaards i Spidsen for l2O mand. Resultatet af Olafs ophold hos moderen og stedfaderen var, at han blev hyldet som Norges konge paa oplandene. Han fik her en stor tilstrømning af folk; hans følge kom til at udgjøre 360 mand. Denne store skare, hedte det, satte de høvdinger, der skulde beverte kongen og hans følge, i ikke ringe forlegenhed, eftersom oplændingernes egne konger aldrig pleiede at drage om med mere end 60 å 70, høist 12O mand. Han kunde derfor ikke opholde sig mere end en nat paa hvert sted, da gjestebudskosten ikke slog til for længere tid. Da Olaf en tid efter seirede over Sven Jarl i sjøslaget ved Nesjar ved indløbet til Langesundsfjorden, var Sigurd Syr med. Denne Seir var det, som skaffede ham Norges krone. ’ Om vinteren 1018 døde Sigurd Syr, og kong Olaf indfandt sig da atter paa Ringerike, hvor hans moder Aasta holdt en stor fest for ham. 3 å 4 aar senere indfandt han sig igjen paa Ringerike, hvori han, ligesom paa andre steder paa oplandene, «rettede paa Fol- kets Troesskikke.» Samtidig giftede han sin halvsøster Gunhild, datter af Sigurd Syr og Aasta, med Ketil Kalf paa Ringnæs i Skaun ved Mjøsen. “ Ogsaa Harald Haardraade søgte, da han vendte hjem fra Kon- stantinopel i den hensigt at vinde riget fra sin frænde Magnus den gode, først op til Ringerike, hvor han som søn af Sigurd Syr —havde venner og frænder. Han fandt dog ingen tils1utning i sin hjembygd. Ingen vovede at hylde nogen anden konge, saa længe den stridbare Magnus, der den gang opholdt sig i Danmark, endnu var i live. Som man ved, endte striden mellem Harald og Magnus med, at de blev enige om at dele riget. Da Harald var bleven enekonge, hændte det, at op1ændingerne og indbyggerne af andre østlandske fylker negtede at betale skat. De blev til straf herfor haardt hjemsøgt af Harald, der bl. a. med ild og sverd hergede sin fædrenebygd Ringerike. «Ilden», siger skalden Thjodolf, «foreskrev Ringerne en tvungen Dom, førend de opnaaede Tilladelse til at Slukke den, og de tiggede om Livet.» Da Magnus Barfods sønner, Sigurd J orsalfarer og Eystein, delte riget, faldt bl. a. Haddafylke og dermed ogsaa Ringerike paa Eysteins part. l “ Under borgerkrigene opholdt birkebeinernes første høvding, Eystein Meyla, angivelig sønnesøn af Harald Gille, sig i 1176 en tid paa Ringerike. Forøvrig var Ringerike ikke sædet for nogen større begivenhed før i Sigurd Ribbungs tid, da denne høvding lod fartøier drage op fra Drammense1ven til Tyrifjorden, hvorfra han bemæg- tigede sig Ringerike og Hadeland og indsatte tvende sysselmænd, Bergthor Lokk og Eystein Eng i dette distrikt. De kongelige sys-