Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/101

88 F1NMAR1(ENs Au-r. I afstande paa kilometer kan man træffe en oase i form af en liden rund mosefiek af et skridts diameter. Disse besynderlige flekker, som man støder paa hist og her rundt om paa fjeldene, er som lyspunkter for vandreren henover vidderne. Til de be- hagelige afvekslinger maa ogsaa regnes de større eller mindre snedækte strækninger, man i de første uger af sommeren støder paa. Vegetation i form af græs og lyng er der kun i trange gjel eller dale langs smaaelvene og ved bredderne af de smaavande, som med afstande paa en kvart mil ligger henover vidderne. Ved Østerelv, Syltevik og Sandflorddalen træffer øiet saadanne grønne hvilepunkter i den ellers saa kolde, triste stenørken. Melankolien er det fremherskende, men saa har ogsaa landet til sine tider en melankoliens skjønhed og poesi. Der er maane- nætter, i hvilket det “arktiske land træder frem i hele sin vilde skjønhed, en maane, hvis lys synes intensere end andre steder, en himmel, der spiller i blaat og grønt, og med flammende farve- mættede nordlys. Da er der pragt over vidderne, og lavere nede ruller Varangerfjordens staalblaa bølger ind mod den hvide strand. Uden mærkelig sænkning gaar høisletten paa Varangerhalvøen lige ud til den yderste kant, hvorfra der kun er en eneste, steil fjeldvæg lige ned til sjøen. Saa langt man kan øine stikker for- bjergene frem bagenfor hinanden, alle af samme form, ligesom kulisser. Og udenfor gynger det uendelige hav. cSaaledes, uden afveksling, saa jeg landet og havet og solen, om morgen og aften, om middag og midnat; jeg flyttede mig mil efter mil, scenen blev dog uforanderlig den samme.» «Dog er det langt fra, at denne monotonie derfor var træt- tende eller ubehagelig, tvertimod, just saaledes var det, at denne natur formaaede at gjøre et dybt indtryk. Dertil har ørkenen for mig altid havt noget særdeles tiltrækkende. Ofte satte jeg mig paa et eller andet af disse nøgne forbjerge og skuede ud over det øde, ubegrændsede hav og indover fjeldslettens idet- mindste for øiet ligesaa uendelige ørken,» skriver Keilhau. Saa pragtfuldt, som Østhavet kan være her udenfor Varanger- halvøen en vakker sommernat med et mylder af baade og fartøier fra fiskeværene, saa knugende trist er det at seile langs disse øde kyster i vinternatten, naar alt liv er som uddøet, og naar det eneste, som høres, er stormens hvinen og sjøens slag mod skibssiden. Havet faar her om vinteren en særegen mørk farve, ganske sort. Naar man seiler om natten med overskyet himmel, er der sort over og under, og paa dækket gjennemblødes man af de jevnlige overspylinger uden at kunne have ild paa, og hver talje og hvert fald er overiset.