Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/115

102 FmMAR1(ENs Au-r. Paa klipperne vokser kun nu og da et straa, ikke spor af en busk, intet som erindrer om træer.» Af Magerøen hører den vestlige del til Maasø herred og den østlige til Kjelvik. Area1et er 420 km.’ Over en strækning af den østlige del er der en vildt sønderreven gruppe af fjelde, bestaaende af gabbrobergarter, og disse afløses mod vest og nord af et vidt plateau paa omkring 300 m.s høide. Øen er udad mod vest, nord og nordøst et jevnt taffelland, medens den midtre del har mange smaa fjeldknauser og talrige smaavande. Leopold von Buch har beskrevet en baadreise fra Finviken paa Magerøen til Kjelvik: . «Langsomt roede de mig om morgenen til Kjelvik; de siger, det er en mil; vi roede dog ud kl. 4 om morgenen, og vi var først fremme kl. 12. Det er mile, som passer i disse øde og forladte egne. Det var deiligt veir. Sundet aabnede sig mere og mere; jeg saa Sværholtklubben, det steile forbjerg mellem Pors- angerfjorden og Laksefjorden, og endelig ogsaa langt ude i havet, sikkert 12 mil borte, Europas sidste landfaste punkt, Kinnarodden eller Nordkyn. Det var som udimod verdens ende. Fjeldene paa Magerøen synes at blive brattere og brattere. Vi roede frem under dem mellem Magerøen og den lille ø Alt.s“ula, og endelig lagde vi til land der, hvor kysten synes at være helt ubestigelig. Der laa melvik i en bugt; kirken, en tom præstebolig og fire eller fem huse, som tilhørte kjøbmanden og hans folk. Flere boede her ikke, og der kunde ikke heller godt bo flere; thi paa nogle faa minuter havde vi gaaet rundt om hele den strækning, som et hus kan staa paa. Det var en trang plads mellem bøl- gerne og den næsten evige sne paa k1ipperne. Hvem kan det vel være, som først har havt mod til at sætte sig ned her? Elementerne synes at være i evig bevægelse; de høie bølger og stormene fra nord og nordøst kommer frit og med voldsomhed helt ind i det inderste af bugten, og kun en liden ø, en k1ippe nogle hundrede skridt fra land, giver skibene en usikker beskyttelse. Og fra vest styrter vinden med saadant raseri ned mellem fjeld- kløfterne, at skibene ofte maa hive anker i hui og hast og løbe ud for ikke at knuses,mod klipperne. Kun i roligt veir er det en god ankerplads; men naar er der ro ved Nordkap?» Om det indre af Magerøen skriver Leopold von Buch: «Det er mægtige fjelde, som omgiver fjordene her, men det indre af øen oppe paa fjeldet, hvor er det ikke der trist og ensomt! Alt er dødt eller kun en begyndelse til liv. I for- sænkningerne ligger der store sneskavler, høiderne derimod er uhyre stenhobe uden spor af græs og i det høieste bedækket med