Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/116

NATUH1.1G BEs1(AFFE1vH1–:n. 103 hvid mose. Det er som en ny jord, der er dukket op af synd- floden. Her vaagner naturen aldrig, og ikke ugjerne forlader man disse ødemarker.» Nordlig paa Magerøen ligger Nordkap. Denne bekjendte næring skildres saaledes af Keilhau: «Hornviken, en liden bugt indenfor Hornet paa den østlige side af Nordkap, er det bedste eller saagodtsom det eneste lan- dingssted ved dette famøse forbjerg; men bugten er saa let ind- skaaret mellem steile fjeldmasser, at heller ikke den i haardt veir, og især ved østlig vind, tillader nogen landing. Hornviken var ingenlunde saa vild og ufrugtbar-, som man kunde.være tilbøielig til at tænke sig en saadan plads. Næst fjærestenenes bord var den omgivet af høie, frodige strandplanter; ovenfor fulgte en for dette sted virkelig overraskende rig vege- tation af græs og blomstrende urter samt nogle lave vidjer. Bugtens steile sider bestaar af grusblandet jord og fjeldras, som næsten uafbrudt er bedækket med grønt. Den eneste, møisommelige opgang, jeg fandt, var i og ved en bæk, der løb frem under en i et skar øverst oppe liggende snefonn, og som derpaa rislede ned mellem fjeldraset og paa et par steder faldt ud over den blottede klippe, samt endelig for- svandt under de nedstyrtede stene og grusdynger, førend den naaede bugten. Naar man har naaet den nysnævnte snefonn, er man snart ude af Hornvikens kjedel og kommer op paa platformen. Efter faa skridt befinder man sig nu paa den største høide, som er en fuldkommen flade, jevn, haard og tør, saa at man gaar derpaa ganske som paa et feiet gulv. Den dannes af næsten vertikale glimmerskifer-skikter, der er afskaarne i en fuldkommen lige høide, og hvis udgaaende egge dels er afslebne af tidens virkninger, dels udjevnede med fint, i rifterne mellem dem fast pakket grus. Endogsaa paa denne tørre og af stormene, sne- og regn- driverne piskede grund voksede nogle fjeldplanter. Barometeret angav platformens største høide til 976 fod (306 m.) o. h., og fladens yderste rand, hvorfra forbjerget i et sæt styrter sig i i sjøen, er ikke 10 fod lavere. Fjeldvæggen er her tildels ud- overhængende; staaende paa randen saa jeg, at den gik noget frem omtrent paa midten af høiden; men fra dette bryst faldt øiet lige ned i havet, hvis brændinger imod bjergfoden hørtes dumpti dybet, men ikke kunde sees, da de laa maaske endog indenfor det punkt, hvorpaa jeg stod. Under den fremspringende del af fjeldvæggen svævede sjøfuglene frem og tilba-ge, og den linje, hvorefter jeg saa ned paa dem, stod 1odret paa de horiZontale kredse, som de syntes at beskrive i deres flugt. Ellers skal man paa Nordkap søge forgjæves efter noget