Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/122

NATURLIG BEsxAFFENHE1). 109 strand følger sjøfinnernes lave stuer efter hinanden i hurtig rækkefølge. Omkring Lakselv kapel i Kistrand er der vakkert; der er et bredt dalføre, frodig birkeskog med enkelte furutræer, vidt- strakte marker og gode huse. “ Spierfa njargga med Laksejjordens omgivelser: Halvøen mellem Porsange1–fjord og Laksefjord ender med det bekjendte fuglebjerg Sværholtklubben. Sydøstlig for Porsange1–fjordene bund har Halggovarre en høide af 1037 meter, men saa aftager høiderne udover halvøen: Caskelvarre 796 m., (?albmeraigvarre 637 m., Gavdekoaivve 439 m., Sinkelvikj)eld 569 m., Tømmervikj“jeld 409 m. Den ytre del af Laksefjorden er gold og øde. Steder som Viken, Er-.s-vaag og det nærliggende Er-entina, paa La-ksefjordens østside nær Eidsfjord, er usle afkroge af verden: ensomt, kun en a to familier paa hvert sted, uveisomt tillands, ofte ligesaa ufrem- kommeligt tilsjøs, elendige upanelede gammer med jordgulv til beboelsesrum. Den indre del af Laksefjo1–den i Lebesby er om sommeren vakker; der er enge og birkeskog i lierne og i bunden af dalene. Birken gaar her op til 220 meter over havet. (?orga-G njargga og Tanajjordens omgivelser: Öorgas njargga er egentlig kun navnet paa den nordlige del af halvøen mellem Laksefjorden og Tanafjorden, hvilken nordlige del næsten er afskaaret fra den øvrige halvø ved de fra øst og vest indgaaende sidefjorde Hopsfjorden og Eidsfjorden. Denne nordlige del, der ender med Europas nordligste punkt paa fast- landet, Nordkyn, hænger kun ved det ca. 600 meter brede Hopseid sammen med den øvrige del af fastlandet. Halvøen er i det hele temmelig sterkt gjennemskaaret af fjorde. Halvøen naar sin største høide i den sydlige del i Kundetind 63O m., vest for Vestertana, og saa er der aftagende høider mod nord. Inderst i Tanafjorden munder Tana, som næst Glommen er Norges største elv. Fjorden fortsætter i Tanadalen, som har gode beiter og en fiskerig elv. Ved mundingen har elven dannet et lavt og fladt delta, og den er her grund og bred med sandøer. Forskjellen mellem flod og fjære er stor, og ved Tanas munding kan man ved fal- dende sjø komme paa grund, og hunden er saa blød, at der ikke kan vades, saa man maa vente, til vandet stiger. Ved indløbet til Tanaj)’orden staar paa østsiden Tanahornet, som har været et af finnernes offersteder; høiden af den fjeld- knude, hvortil det hører, er 268 m. xDybere inde i fjorden bliver fjeldene meget høiere og antager