Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/123

I 1O FINMARKENS AMT. et ganske rædsomt udseende,» skriver Keilhau. (Bergarten er for- nemmelig en sandstensagtig kvarts, er afdelt i hvide, gule og røde lag; den forvitrer meget let, saaledes at man overalt ser indstyrtede fjeldmasser, dybe, rædsomme fjeldkjedler, nøgne klippe- vægge og uhyre fjeldras; de ved den fremskridende forvitring og den bestandige nedstyrtning altid nye overflader lader berg- artens i sig selv skrigende farver fremtræde i et grelt lys, som stikker hæslig frem igjennem taageskyerne. Guldholmen, hvorfra den i Finmarkens handel engang saa vigtige Tana-laks blev udskibet, er ikke støi-re, end at handels- mandens huse derpaa har rum.» Naturen er noksaa vakker i Vestretana og Smalfjord, de dystre, knugende fjelde er delvis afløst af grønne marker og birkekrat opover aassiderne. Fra Algasvarre, 585 m. høit, paa vestsiden af Tanas mun- ding, er der udsigt mod nord over fjorden, mod syd over den store Tanadal. Paa begge sider af Tanafjorden udbreder sig et milevidt plateau, som mod fjorden oftest er brat afskaaret med steile fjeldvægge. Mod syd sees plateaulandet og som en for- sænkning i dette den store, bugtede Tanadal. Selve elve1eiet har paa siderne sandflader, der i deltaet udbreder sig til store, flade øer. Dalens østside er tildels en nøgen, steil fjeldvæg. Men siderne som høiderne har en hel del birkeskog. Denne svinder nordover paa siderne af fjorden, og landet her er i høiden som en ørken af sten. Varangerhalvøen. Norges største halvø er Varangerhalvøen (Va1–jag njargga). Det er landstrækningen mellem Tanafjorden og Tanadalen i vest, Varange1–fjorden i syd og Nordishavet i nord og øst. Halvøens indre er saagodtsom ubeboet, kun i Sylte- fjordsdalen, der aabner sig mod nord, er der en 5–6 fastboende familier. Hele den øvrige del af befolkningen er bosat nær havet. Paa kysten er faa øer. Det er kun Vardøen og omliggende øer, som ligger ude ved kysten. Siden er der ikke øer, før man kommer ind i Kongsfjorden. Her ligger nogle mindre øer, Kongs- øerne, om hvilke Keilhau skriver, aat de overraskede høist be- hagelig ved en rig græsvegetation; ogsaa angelica og cochleare vokser her i mængde, og utallige sjøfugle har her tilhold med rede, æg og halvvoksne unger af de fleste fuglearter, som tilhører disse kyster». Paa den nordøstlige side af halvøen gaar der ind forskjellige fjorde, og ikke faa fiskevær ligger her. 0pad behøver man ikke at gaa langt, før man kommer til en stenet ørken, der strækker sig vidti svage bølgninger. Den er dækket med grus, der ud- breder sig med jevne flader; fast fjeld sees sjelden.