Finmarkens amt er Norges største amt i fladeindhold, men det har af alle amter den mindste folkemængde.
Det er landets nordligste amt og har Ishavet i nord; mod øst grændser det til Rusland og mod syd til Rusland med Finland; i vest støder det til Tromsø amt. Grændserne skal senere nøiagtig angives.
Det var i gammel tid et norsk skatteland, men beboet af finner, der drev renavl, jagt og fiskeri. Senere, vel fra det 14de aarhundrede eller noget tidligere, nedsatte der sig en norsk befolkning; i det 18de aarhundrede begyndte en indvandring af kvæner.
Det er havets rigdomme, som fra først af har lokket nordmænd til at nedsætte sig i dette land, og fiskeri er hovednæringsveien. Derfor er kysterne bedst bebygget, medens de største strækninger af det indre land er øde; de giver dog næring for renen, saa at en hel del finner kan leve som nomader.
Fædrift er en vigtig næringsvei; agerbrug med kornavl er der ikke, skjønt byg tidligere blev dyrket og ofte modnedes i Alten. Derimod kan poteter dyrkes, om der end er mange steder, hvor de ikke bliver modne. Multer samles paa myrerne. Der er et enkelt bergværk i Kaafjord, og der brydes endel skifer.
Jagten eller fangsten, særlig af ryper og sælhunde, er af nogen vigtighed i nogle herreder; enkelte steder er der dunvær og egvær.
Hvalfangsten dreves med udbytte, indtil den blev forbudt ved lov i 1903. Nogen fangst af sæl, hvidfisk, hvalross og isbjørn drives fra amtet udenfor landets grændser.
Enkelte elve er gode lakseelve, og mange indsjøer er rige paa fisk.
Der er endel furuskog i nogle herreder, og birkeskog er noksaa almindelig, men oftest er landet snaut. Torv bruges mange steder til brændsel.
1 — Finmarkens amt.
