værdifuld og god, at den udføres til næsten alle fremmede kristne folk.
Erkebispen fortæller ogsaa om folks evne til at se igjen o. s. v. og slutter saaledes:
Foruden dette findes der i dette land ogsaa meget andet saadant, som jeg forbigaar i taushed for sagens utroligheds skyld og for ikke at vække anstød hos deres hellighed.
Olaus Magnus, ogsaa kaldet Magni (latiniseret navn af Olaf Månsson) med tilnavnet Gothus (østgøte), var svensk prælat, diplomat, kulturhistoriker og kartograf, født i 1490 i Linköping; han var broder til den sidste svenske katholske erkebiskop Johannes Magni. I 1524 kom han til Rom for at faa pavens stadfæstelse paa broderens valg til erkebiskop, men han kom aldrig tilbage til Sverige af uvilje mod reformationen i Sverige. Pave Paul III udnævnte ham til erkebiskop i Upsala, en udnævnelse, som blev uden betydning, da reformationen var indført. Han opholdt sig den sidste tid af sit liv i Rom i St. Birgitta kloster, hvor han døde i 1557.
Hans mest bekjendte arbeide er en skildring af de nordiske folk: «Historia de gentibus septentrionalibus liberi XXII». Et gammelt kart af Olaus Magni gjenfandtes i 1886 i Münchens statsbibliothek, bestaaende af 9 blade, tilsammen 170 cm. langt og 125 cm. høit. En reproduktion af Olaus Magni kart i 1⁄3 af originalens størrelse er publiceret i 1886 i Kristiania videnskabsselskabs forhandlinger af dr. Oscar Brenner.
Navne paa steder i Finmarken, afsatte paa kartet af Olaus Magnus, lader sig tildels gjenkjende, som Skuttingberg (Skjøtningberg), Bomgang (Omgang), Matkur (Makur), Vardahus (Vardøhus), Stappen (Stappene).
Segervær paa kartet er fortolket som Gjæsvær, men rimeligere synes det at være, at det er Sørvær paa Sørøen, hvilken ø ca. 1580 findes skrevet Seierø. Kedelvik paa kartet er vistnok Kjelvik, Kind paa kartet er forklaret som Kifjord eller Kjøllefjord, men rimeligvis er det det almindelige navn Kinn og betyder Kinnarodden eller Nordkyn. Andre navne kan være tvilsomme.
Olaus Magnus har delt sit kart i 9 dele, som han betegner med store bogstaver fra A til I, og under hver af disse store bogstaver er der smaa bogstaver ved de talrige tegninger, hvormed kartet er forsynet. De store bogstaver B og C omfatter strækningen fra det østlige Grønland over Finmarken til Bjarmeland, og de mærkværdige ting, som her er illustreret, forklarer Olaus Magnus. Forklaringen giver en oversigt over det, man den gang vidste eller mente at vide om Finmarken og omliggende lande, og den hidsættes ber:
B indeholder først en del af Grønland; dets indbyggere a
