Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/20

Denne siden er korrekturlest
7
SKRIFTER OM FINMARKEN OG DERES FORFATTERE.

Norge, saaledes at der var landfast forbindelse østlig for Vardøhus over Spitzbergen til Grønland. Denne opfatning var gammel.

De russiske sjøfolk, som seiler til Norge og Spitzbergen, eller pomorerne, kalder Spitzbergen fra gammel tid for Grumant, og de anfører som bevis for, at de har gammel ret til Spitzbergen, at de endog har et eget gammelt navn paa øen. Men det russiske navn Grumant er efter G. Storm tydeligvis Grønland, der antoges at strække sig til Spitzbergen efter ældre geografiske begreber.

I en oldnorsk kortfattet jordbeskrivelse fra slutningen af det 13de aarhundrede heder det saaledes:

Nordenfor Norge er Finmarken; derfra dreier landet sig mod nordøst og saa mod øst, inden man kommer til Bjarmeland, som er skatskyldigt under Gardarikes konge. Fra Bjarmeland gaar lande til ubygderne mod nord, til grændserne af Grønland. Fra Grønland ligger mod syd Helluland, dernæst Markland; derfra er det ikke langt til Vinland, som nogle tror gaar ud fra Afrika.

Den havbugt, som man i middelalderen troede gik ind mellem Norge og Grønland, kaldtes paa latin Sinus septentrionalis (den nordlige bugt) og paa norsk Hafsbotn.

Man mente, som berørt, at alle polarlandene ligefra Grønland til Norge var sammenhængende og omsluttede en kredsformet bugt, som omgav polen, ligesom en kreds omgiver midtpunktet. De ikke beboede og for det meste ubeboede lande mellem Bjarmeland og Grønland betegnedes med det almindelige navn (Úbygðir, men en del af den vestlige kyst kaldtes Svalbarði.

Om disse egne herskede der mange overtroiske forestillinger. Her troede man, at der boede jetter og trold og ogsaa amazoner, en tro, som beror paa en forveksling mellem Kvænland og Kvenland eller mellem kvænernes land og kvindernes land. Af overtroiske forestillinger kommer ogsaa benævnelsen Risaland og Tröllabotnar, hvormed disse egne ofte betegnes.

Endnu paa det bekjendte kart af Jacobus Ziegler af 1532 angives Grønland som sammenhængende med Norge østenfor Vardøhus, saa at Ishavet omsluttes af land mod nord, øst og syd. Efter denne opfatning kunde man ikke seile langs Asiens nordkyst til Kina.

Ifra midten af det 16de aarhundrede begyndte englændere og hollændere ivrig at søge vei til Kina nord om Norge, Rusland og Asien, den saakaldte nordøstpassage. Nogle af disse ekspeditioner var indom Norge. Paa den første af disse i 1553 fik Nordkap navnet Nordkap. Dette hav og denne kyst, som nordmændene havde beseilet helt fra Ottars tid eller mindst i 60O til 700 aar, ansaaes da for nyopdagede. Det var skibet «Edvard Bonaventura» under Richard Chancellor, som passerede Nordkap i 1553.