Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/234

I–IAVET OG FJORDENE. 22I Hvor kysten har flere nes, forstaar fiskerne at benytte sig af de hyppige «atkipestrømme» eller bagevjer. Strømsætningen ved kysten fra Nordkap til Tanahorn er i almindelighed nordøstlig og østlig ved stigende, sydvestlig og vestlig ved faldende vande; men denne regel modificeres af sted- forholdene. Under udpræget vestligt veir gaar strømmen stadig øst, og særlig stærk i vaartiden langs Nordkynhalvøen og rundt selve Nord- kyn, hvor der er svær og farlig strømskavl. Norden- og nord- vestvinden kan sætte en svær sjø indover Laksefior(len; Strøm- mene i fjorden følger tidevandet ind og ud som i de andre fjorde og har ved de mest fremspringende nes og i trange sund stor magt. Længer ud mod havet er derimod strømsætningen østlig med stigende og vestlig med faldende vand. Flodstrømmen er dog altid den stærkeste. . Som en følge af den betydelige vandmase, Tana fører ud i havet, løber der i Tanafjorden næsten stedse en stærk udgaaende strøm, i særdeleshed mellem udløbet af elven og Molvikskjær. Udenfor Sletnes i Tanen og det østenfor liggende Omgang gaar, paa grund af strømmen og det grunde vand, meget ofte svær sjø. For at være sikker for grundbraadt og bræksjøer af de paa denne strækning værende boer holder man i haardt veir Vi til Ve mil fra land. Strømmen sætter i Tanen ind under vestlandet i Mak;jelj)“ord og .Mehavnjjord og ud under østlandet ved stigende vand, og den modsatte vei ved faldende. Længer fra land skifter ikke strømmen, naar høi- og lav- vande indtræffer, men 1 a 2 timer senere (efter afstanden fra land). Ved Tørboeme i Tanen kan strømmen gaa med 3 a 4 miles fart. Strømmen løber i Hops-fjord paa enkelte steder meget stærk, men uregelmæssig. Mellem Tanahorn og landets østligste kyst ved Vardø er strømsætningen østlig ved stigende og vestlig ved faldende vand. Strøget fra Var-dø og sydefter til den russiske grændse, især mellem Vardø og mundingen af Varangerfjord, er strømhaardt. Hovedretningen af strømmen er østlig, dog vender den med flod og ebbe; iøvrigt er den sandsynligvis afhængig saavel af de paa den vestlige side af Nordkap herskende vinde, som af den store og egentlige havstrøm, der løber mod nordøst langs hele den norske kyst. I selve Varangerj)orden og ved de tilgrændsende russiske kyster løber ogsaa en stærk strøm, men uregelmæssig. Den mærkes mest ved den krappe og svære sjø, som havet her stedse