Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/309

296 F1m1AHxENs Au-r. “ ensomhed over disse folketomme egne. Der er godt fiske i Suoåjavrre; Stedet ligger midt i flytfinnernes hovedvei paa deres vandring fra sjøen og lige ved et af deres hoveddepoter. Fra Suoåjavrre løber elven mod vest, paa den første stræk- ning som en stille og mægtig fra “3O–60 m. bred og dyb flod med lave græsbevoksede bredder, dog afbrudt af 4 be- tydelige indtil 5 km. lange stryk paa de første 2O km. fra Suosjavrre. Naar man har passeret disse stryk, ophører elvens hoved- karakter at være stille og rolig, den bestaar nu af stryk i stryk, hvilke endog sammenhængende kan have en længde af indtil l0 km., medens længden af de mellemliggende rolige stykker bliver aldeles forsvindende. Selve elveleiet er opfyldt af en masse stor sten, er grundt og temmelig bredt. Paa enkelte steder koncentrerer faldet sig end yderligere og danner mere udprægede stryk, hvilke samtlige egentlig er katarakter, hvor der er mindre lodrette fald, fra l-2 m., forbundne med hvidgaaende stryk. Nedad Jeåjokka kan man dog fare paa baad lige til Karasjok. Elven fører fra sit udløb fra Jeåjavrre til sit udløb i Karasjokka navnet Jesjokka. Veien er 10O km. og kan tilbagelægges paa l dag, men tilbagefarten er besværlig, da baaden maa trækkes forbi de mange stryk, ja undertiden lades tilbage for om vinteren at kjøres opover langs elven. Nogle steder gaar den reisende iland, og tøiet“ bæres forbi, medens finnerne bliver i baaden; denne farer i strygende fart udover. Strykene, der gaar ganske hvide, er opfyldt med en masse ur og store stene, og mellem disse styrer finnen sin baad med øvet haand. Der staar, som før omtalt, én mand i forskot- ten og én i bagskotten med hver sin stage; med disse holdes baaden i dybrenden og fri af stene og skjær, idet de med mærk- værdig færdighed snart sætter stagen paa den ene, snart paa den anden side, snart fører den langt under baaden og snart tvers paa denne. Finnerne styrer med uforstyrret sindsro baaden ud over stryk, som i virkeligheden er fuldstændige fosser. Den sidste mil af JeSjokka er et eneste stryk, og farten nedad dette er voldsom; hurtig gaar det ud over den fossende elv, medens baaden synes at slynge sig mellem stenene. Fol- kene fører stagerne med en rasende hurtighed, og kommando- ordene bliver heftigere og heftigere; hertil kommer susen og duren af fossen og de stærke stød, man modtager af stenene, som baaden skurer mod. Det er ikke ofte, at denne reisemaade paa Jesjokka benyttes af andre end finnerne selv. Manden i bagskotten, hos hvem der udfordres mest erfaring og størst kjendskab til vasdraget, speider fremad efter den bedste