Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/331

“3 1 8 FINMARKENS Au-r. (kvænsk: Maitokoski, skoltefinsk: Maidaguöåk), egentlig et meget langt stryk med en mængde sten; i den nedre del kan baaden roes og trækkes mod strømmen, men forbi den øvre del maa den slæbes over land; der er banet en vei gjennem skogen med træ- stammer i passende afstand til at trække baaden paa. Af alle trækveie langs Pasvikelven er dette den længste og besværligste Forstvæsenet har ovenfor de tre Største fosser, Melkefossen, Män- nikköfossen og Kobbefossen, baade liggende i smaa aflaasede skur, saa man kun bærer bagagen forbi. Ovenfor Melkefoss flyder elven ganske sagte i en udvidning af elven, der paa kvænsk kaldes RämäJompalo (skoltefinsk: Rämaluobbal, norsk: Dyndviken). Saa følger 5 km.–ovenfor Melkefossen Skogfossen eller Månnikköfossen. Denne foss kaldes almindelig med det kvænske navn Männikkö- koski (ɔ: furuskogfoss), men kvænerne selv kalder den Hakoköng(2s, skoltefinsk: Rdmaguö.§k, kartet kalder den Skogj’ossen. Den er det største og vakreste vandfald i hele vasdraget og har et stupbrat, men ikke synderlig høit fald, indtagende hele elvens bredde; nedenfor gaar fossen over i et længere stryk. Den ovenfor liggende indsjø, Blæsevatn (Bossojavrre) kniber sig i sin nordlige ende, der vender mod havet, temmelig sammen ligesom i en trakt; eftersom indsjøen bliver smalere, begynder strømmen at blive stærkere, indtil paa engang indsjøens blanke flade tversover sin hele bredde afbrydes i et brusende fald. Dette er Skogfossen, Mdm1ikkðkoski; faldet er mindst 3O0 alen bredt, og vandmassen brydes ikke i jevn linje som i en bygget dam, men bruser vildt og uregelmæssig ned imellem en mængde smaa klippeøer, hvor enkelte ranke og høikronede furutræer rager i veiret, undertiden indhyllede i skum, der som et slør enkelte gange kastes lige op over deres kroner. Om navnene her bemærker Qvigstad og Sandberg: Indsjøen Bosjavrre i Pasvikvasdraget udtømmer sig gjennem to løb i det store vand nedenfor Ts;joalbm(îjavrre. Af disse benævnes det vestre eller hovedløbet af russerne Pasrieka, ɔ: Pasvikelv, det østre, paa russisk grund, ZlIensche-rieka. ɔ: den mindre elv, hvilket af de russiske finner er omgjort til Me)mik eller Mennika. I sin bog «En sommer i Finmarken» har prof. Friis-, idet han udleder mennik af det kvænske ord m(t1mikkö (furuskog), brugt dette navn baade paa indsjøen ovenfor (.?l1(’tnnikk()j(trvi) og paa den store foss nedenfor (Má)mikkökoski). Dette er en sproglig misforstaaelse. Navnet xW[(3IlMik paa det østre elveløb er langt ældre end den kvænske indvandring i disse egne, der daterer sig fra aaret 1867. Desuden har kvænerne aldrig brugt navnet Mennikö om indsjøen eller fossen, Som de kalder Pitk(t-jdrvi (Langvandet) og Hako-köng1’Is (Barfaldet), medens finnerne fra gammel tid har havt benævnelserne Bo.Sja“m“re og Ræmaguö.§k. Paa grund af den gjennem prof. Friis’s