Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/349

336 FINMARKENS AMT– I den kgl. res1. af 27de mai 1775 bestemtes, som berørt, at udviste pladse, som forlades øde og bliver uden beboere hen- staaende over 3 aar, skal falde tilbage til kongen igjen. Denne bestemmelse bortfaldt imidlertid ved loven af 1868, idet man mente, at eiendomsretten til jord bør være ligesaa uindskrænket i Finmarken som andre steder i landet. Der er ført klager over, at der af de private, som har kjøbt jord af staten, intet eller meget lidet gjøres for at bringe den i god stand. I mange tilfælde er jord kjøbt alene i den hensigt at udelukke andre fra at faa den og uden nogen tanke paa at benytte den. . Salgene foregik i det hele planløst, idet enhver flk udmaalt i den udstrækning, han ønskede. De nærmere bestemmelser for afhændelsen skulde gives af kongen ved reglement. Dette reglement gjennemgik i aarenes løb flere forandringer. Først var der et reglement af 2den juli l864, saa et af 6te mai 1876, hvorpaa man 1ste juni l895 fik et nyt. Reglement af 2den juli 1864 bestemte, at afhændelse, indtil anderledes bestemtes, ikke maatte “finde sted i Alten, i Talvik, i Lakselv, Børselv og Stabbursnes i Porsanger, i Tanadalen oven- for Guldholmen eller i furuskogdistrikterne i Sydvaranger. Dette reglement tog nærmest hensyn til skogen. Efter lov af 24de april 1869 kunde kongen nedsætte en kommission til at afgjøre retstvistigheder om eiendommes grænd- ser og rettigheder i Finmarken. Kommissionen kunde udstyres med adskillig myndighed. Reglementet af 2den juli 1864 blev ifølge kgl. resl. af 6te mai l876 afløst af et nyt, som bestemte, at i Alten, Talvik, Kistrand, Karasjok, Tanen, Næsseby og Sydvaranger herreders skogdistrikter maa ledig jord ikke afhændes, og byggepladse ikke udvises i strækninger, som er undtagne fra udmaaling. Jord, som antages at blive nødvendig for almene interesser, maa ikke afhændes. For at forebygge sprogblanding bestemtes, at kjøberen af jorden og enhver senere eier ikke uden amtmandens samtykke kunde sælge den til andre end livsarvinger. Som eier af jorden i Finmarken har Staten havt det i sin magt at regulere bebygningen og kolonisationen. I tidligere tider traf man ingen forføininger for at hævde den norske nationalitet i Finmarken, og staten tog ikke hensyn til nationaliteten, naar der forføiedes over den uoptagne jord. Kvæner og finner saa- velsom nordmænd fik bopladse omtrent hvor de selv vilde. Der opstod en blanding af sprog og nationaliteter, som siden foraar- sagede’vanskeligheder, særlig ved ordningen af Skolevæsenet Man fik norsk borgerret og adgang til at erhverve grundeiendom