Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/379

366 F1NMAH1(ENs AMT. til fodervækster og tildels poteter; den endelige indtægt maa tages fra husdyrbruget, kvæg-, faar- og gjeteholdet. Jorden inaa befries fra overflødigt vand. Skjønt nedbøren er ringe, er jorden saagodtsom overalt meget vandrig og kold. I Finmarkens lave temperatur sætter varmetabet ved fordunst- ningen af det overflødige vand plantevæksten tilbage; ber er lidet varme at tabe. Jorden kunde det første aar tilsaaes med havre og erter i blanding til grønfoder og samtidig ti1lægges til eng med græsfrø, timothei og hvidkløver, maaske ogsaa rødkløver og alsikke. Engen bør blive liggende, saa længe den giver tilfredsstillende avling, og derefter ompløies, dyrkes med grønfoder og saa lægges til paany. Nogen veksling kunde fremkomme ved dyrkning af poteter og rodfrugter til foder. Næper trives godt i Finmarken, og turnips kan dyrkes. Det er kun en liden del af gaardeus areal, som kan være agerjord, saa der altid bliver anledning til at over- gjødsle engen. Nogen egentlig vaaronn i samme betydning som længere syd er der ikke. Engene holdes ryddige for krat og tilføres den gjødsel, man har. Den dyrkede jord har en forholdsvis ringe udstrækning Foderet maa mest hentes fra naturlige enge og skog- og udslaatter; man nøier sig med den plantevækst, som naturen ved egen hjælp frembringer. Avlingerne bliver tarvelige, dog bedre, end man skulde vente. Almindelig avling er l70 a 180 kg. hø pr. maal; med lidt mere omhyggeligt stel kunde opnaaes 320 kg. og derover. I den officielle Statistik angives avlen af hø til 375 kg. pr. tiar, hvilket er for høit som gjennemsnitstal. De naturlige enge, som her er hovedsagen,‘er i almindelighed tyndt bevoksede. Enge, der her betegnes som gode, vilde længere syd blive ompløiede for at bringes til høiere afkastning. Til grønfoder udsaaes l73 hl., vel mest havre, deraf falder hele 148 hl. paa Alten, 9 hl. paa Talvik, og resten er fordelt paa forskjellige andre herreder. Tilsammen var 346 maal anvendt til grønfoder. Der saaedes i 1900 58 kg. græsfrø, hvoraf 20 i Alten og 10 i Maasø. Tilsammen var 17 maal tilsaaet med græsfrø. Finmarkingen har ringe lyst til det jevne arbeide ved jordbrug. Naar der er udsigt til fangst, kan Finmarkingen vise arbeidsomhed, kraft og dygtighed, men paa land finder han ikke arbeidet til- trækkende. En –befo1kning, som gjennem slægtrækker har levet som fiskere, har ikke saa let for at slaa sig paa jordbrug; dog synes det, som jordbruget tildrager sig mere opmærksomhed.